Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pierre la Chesnaye: Grev Villiers de l’Isle Adam - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317*
kommer de til at tænke altfor meget paa dens udtryk, mens selve
følelsen undslipper dem.
„Kortsagt," sagde hun, „naar en stor lykke piler ulykke hænder
eder, saa er den første tanke, som opstaar i eder, før I selv gjør
eder rede for det, et hemmeligt ønske om at finde en glimrende
skuespiller for at spørge ham ud om, hvorledes I paa det mest
passende skal udtrykke eders følelser efter omstændighederne. Skulde
kunsten virkelig føre til forhærdelse ? — — — Den foruroliger
mig."
„Lucienne," svarede greven, „jeg kjendte engang en sanger;
han stod ved sin forlovedes dødsleie, og da han hørte hendes søster
iidbryde i konvulsivisk hulken, kunde han trods sin sorg ikke undlade
at bemerke det uskjønne og falske i denne graad, og han tænkte
ubestemt paa, hvilke musikalske øvelser, der var egnede til gjøre
graaden mere musikalsk. De synes det var stygt at ham, ikke
sandt? Men sangeren døde af skilsmissen alligevel, og søsteren
overlevede den og kastede sin sorg den første dag, skik og brug
tillod det." —
Der er ringeagt, ja foragt i denne forkjærlighed for de ikke
udtalte følelser, foragt for alt, hvad der er konventionelt og derfor
efterligneligt, aristokratisk foragt for mængden, som kun kan
efterligne. Villiers’ aristokratiske aandsretning bestaar, som hos Nietzschke
og Emerson, i troen paa, at overlegne mennesker er af en anden race
og natur end de andre. Men Villiers’ „overmenneske" er dog mere
diskret end Nietzschkes og vilde være mere hensynsfuld mod andre. Det
kommer øiensynlig af Villiers’ oprindelse. Skjønt han i sit liv var en
bohem, saa maa man dog ikke glemme, at han i sin ungdom vokste
op i en gammel familje, hvor den aristokratiske opdragelses strengeste
regler paa det nøieste blev iagttagne; Villiers var og blev en
verdensmand uden noget, som ståk af, naar han vilde; og igrunden var der
intet, som passede bedre for hans natur end denne den første og
sidste regel for mondæn elegance, som bestaar i ikke at skille sig ud
fra andre. Han vilde have befundet sig vel i det XVIIIde
aarhundredes selskab, hvor kravet paa høflighed var sterkt nok til at
tvinge enhver til altid at være i jevnt godt humør, hvad der end
kunde optage ham personlig.
I vore dage synes en vis aristokratisk aand at udbrede sig, især
blandt forfattere, og det er ikke sjelden, at der hertil knytter sig
revolutionære tendenser. Dette er jo heller ikke noget underligt.
Den udviklede kritik stiller større fordringer til det virkelig gode, og
foragten for det middelmaadige, for det blot talentfulde bliver desto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
