Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Gravtale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335*
skibredet bekjendt, at capitaine de Manderup tvende gange havde
bødet for simpelt leiermaal. Visselig var det hverken i den kristelige
lære eller i den vise lov, som høistsalig femte Christian havde skjænket
begge riger til sedernes forskiønnelse og det ondes afstraffelse
nogen dannemand tilstedt at søge elskovens blide tillokkelse uden
i et kristeligen fuldbyrdet egteskab. Det være langt fra, at han,
deres prest, vilde bifalde den løse og farlige skik, som loven
strengelig forbød. Af saadant liv kunde megen uorden følge. Men han
vilde minde om dette, at capitaine de Manderup havde draget
anstændig omsorg for de fruentimmer, som han havde bevist sin
amoureuse sympati, og de var nu andetsteds bragte i godt
giftermaal. Capitainen havde saaledes vel ikke adlydt loven, men dog
sørget for, at den uorden, som den høistsalige monark havde villet
forbyde, blev værdigen udbedret. Tillige havde han som god
undersaat uden udflugt styrket kongens kasse med de i loven
paa-budne lod sølv, og det var vel at ønske, at hver dannemand
betalte vor konge hans skatter og embedsmænd deres tilkommende
saa rede og rigtig, som capitainen havde erlagt sine bøder. Hvis
femte Christians lov blev saa vel fuldkommet af alle som af
capitaine de Manderup, vilde det være til besynderlig nytte for statens
bestyrelse og den tyngende ekstraskat kunde maaske bortryddes.
De ophøiede forskrifter, som indeholdtes i religionen, var visselig
blevne tilsidesatte ved capitainens opførsel, men ogsaa i dette
kapitel maatte det drages i beregning, at capitainen selv havde
udbedret skaden, og man kunde af den herlige fortælling om den
samaritanske kvinde trække den slutning, at der ei maatte dømmes
strengt om saadanne skrøbeligheder, hvortil den mægtige natur
paa en vis maade kunde siges at forlede os.
I det sidste havde nogle — og ei daarlige eller ulærde mænd
— udbredt den tanke, at naturen aldrig kunde feile. Denne
anskuelse kunde han ikke give sin tilslutning, da den stred for meget
mod den kristelige lære og erfarenhed. Men det var en stor
vildfarelse at anse den af guddommen herligen anordnede natur som
en magt til det onde, skabningen var fuld af skjønne vidundere,
de menneskelige lidenskaber kunde vel forvendes og var ogsaa i
nogen maade ved civilisationen fordærvede, men der bestod i hvert
menneske en naturlig drift til det gode, som alle burde følge.
Og denne drift tilsagde mennesket at behandle sine medskabninger
veldædig, ei at vise et surt ansigt og fare med ondt snak, men at
glæde sig over de gaver, den Høieste havde os skjænket, og at
nytte dem med maade. Godt venskab var en saadan gave og ei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
