Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Gravtale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 36
alene venskab mellem mæncl. En liflig og ædel amour vakte de
skjønneste følelser i mennesket, og maaske kunde af jordisk behag
intet bringes i sammenligning med to følsomme sjæles, heldige
forening.
Han vilde lægge menigheden dette paa hjertet, at den dyrkede
dyden, ei paa feilagtig maade, men efter capitaine de Manderups ædle
eksempel, følgende den herlige naturs veiledning, dog ei
forglemmende religionens forskrifter og souverænens bud.
–Da jordpaakastelsen var rigtig forrettet, og følget tog veien
tilbage til chefsgaarden, kom der mange og takkede Peder
Lauritsen for hans rørende og sterke tale. Han havde taget lensmandens
arm og var venlig mod alle. Det blev et værdigt og kostbart
gravøl, dog sluttede det tidlig, baade værter og gjæster havde
drukket til capitainens minde, og mange blev hjulpne i sine kjærrer.
Peder Lauritsen havde kun kort vei, men blev skydset af
lensmanden. Da de kom til prestegaarden, hændte dem noget, der
fremkaldte saavel undren som forlegenhed. Kjærren var ikke forsynet
med bøie til afstigning, og i den tanke, at han saaledes lettere
kunde naa den faste jordbund, steg presten ud paa den ene skankel,
støttende sig til hestens ryg. Men han traadte til forkjert side og
blev staaende ved hestens hale og var saaledes indespærret. En
bonde, der stod bag paa, forekom dette saare merkeligt, og han
ytrede sin frygt til lensmanden:
„Hvor tage vi ham nu igjen".
Men lensmanden lod efter nogen overveielse bonden holde
hesten ved bidslet, at Peder Lauritsen ei skulde blive kvæstet.
Selv bragte han prestens hoved ned under skankelen og førte
saaledes hans person heldig ud af den betrængte stilling.
Men siden var denne historie dem til megen plaisir, og det
fortrædigede dem kun, at capitaine de Manderup ei havde kunnet
beskue sin ven i hans forlegenhed.
Nogen uleilighed fik vennerne dog af den honnette begravelse,
eftersom fogden ei var Peder Lauritsen god formedelst en omtvistet
havnegang. Men der blev ingen bøder betalt, da sagen ingen
fortgang flk. Anders Røysum havde mindet fogden, hvorledes det gik
for sig ved* hans fasters begravelse, og herom forlangt tingsvidne
optaget. Han mente, at fogden handlede vel i at stikke det
truende sværd udi skeden. Og dette blev ogsaa stridens udgang.
Hjalmar Christensen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
