Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342*
ste athenaren og Vapensmeden er det en døende kultur, som
op-høies paa bekostning af en ny. I Vapensmeden er den
protestantisme, som seirer, i virkeligheden intolerancen og obskurantismen.
Den antike kultur, hvis undergang han skildrer i Den sidste
athenaren, eier endnu hele hans sympati, og den seirende kristendom
fremstilles i en lidet indtagende skikkelse. At den antike kultur, som
faldt for kristendommen, ikke var Perikles’ og Sokrates’; at
kristendommen var noget mere end et meningsløst kjævl om en
meningsløs dogme — dette var noget, som en mand med Rydbergs
fine dannelse vel maatte erkjende, men det var aldrig nogen levende
følelse hos ham.
Netop fordi han heller ikke som mytolog erkjendte en
udvikling, aldrig indsaa, at det teologiske system i virkeligheden er en
afslutning paa en lang religiøs udvikling, var hans arbeide
forældet, allerede da det fremtraadte, og Rydberg er den sidste —
— poetisk mest begavede — repræsentant for den mytologiske
skole, som grundedes af Jac. Grimm og senere repræsenteredes af
mænd som A. Kuhn og Max Miiller. Selve metoden skabtes ved
aarhundredets begyndelse d. v. s. paa en tid, da filosofien herskede
uindskrænket. I tilslutning til den filosofiske metode er Grimms
og endnu mere Rydbergs mytologi sterkt syntetisk d. v. s., den
gaar ud fra et høieste princip, fra antagelsen af et færdigt
system, og herfra udleder den de historisk foreliggende
kjendsgjerninger. Den nye opfatning, som nu gjøres gjældende, er
derimod ikke filosofisk og syntetisk, men historisk og analytisk d. v.
s. den gaar ud fra det faktiske, historisk givne materiale og
underkaster dette en nøiagtig kritisk behandling; den skiller skarpt
mellem religion (i tro og kultus) og mytologi, d. v. s. mellem
virkelig folketro og spekulativ eller poetisk mytologi, den vover
forholdsvis sjelden at stemple en religiøs forestilling som ældgammel,
og beller ikke vil den lade den kultus, som har kunnet
konstateres for et omraade, uden videre ogsaa gjælde for et andet, den tør
ikke paastaa, at den hedendom, som herskede her i norden i det
femte aarhundrede f. eks. var den samme som den, som møder os
i det niende, og den har endelig gjennem studiet af endnu
eksisterende hedenske religionsformer søgt bedre at sætte sig ind i vore
forfædres maade at opfatte tilværelsen paa. Sterkest og bedst har
denne nye skole virket inden den græske mytologi, men de
klassiske filologers metode er nu ogsaa antaget af dem, som har ofret
sig for studiet af de germaniske folks gudetro. Særlig bemerknings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
