Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351*
en sten, et dyr o. s. v. Dybest hviler den religiøse følelse paa den
Saakaldte ainimisme, som vi kan iagttage hos barnet saavelsom hos
vilde d. v. s. tilbøieligheden til at opfatte alle foreteelser i naturen
som igrunden levende. Barnet taler til og leger med en træklods,
som om den var et menneskeligt væsen: stolen, som det rider
paa, er for barnet en virkelig hest, og dukken — hvor ussel den
end kan være — et virkeligt barn. Paa denne ainimisme hviler
de vildes dyrkelse af visse trær, dyr, himmellegemer og
naturforeteelser. Alle disse er for ham levende væsener, og den lighed,
hvormed vidt skilte folk opfatter samme naturfænomener, er ganske
slaaende — lige slaaende som den lighed, som findes mellem
zulubarnets og det svenske barns dukkeleg.
Inderne kaldte himmelen Dyaushpitar (o: fader „Himmelen"),
grækerne kaldte den Zeus (ogsaa himmelen) og romerne Jupiter,
som ogsaa betyder himmelfaderen, eller som vi udtrykker det:
„Fader vor, som er i himmelen". Men denne himmelfader var
ikke nogen personifikation af himmelen, men himmelen opfattedes
virkelig som et levende væsen, som menneskenes fader, og udtryk
som sub jove (under aaben himmel) viser tydeligt, at Jupiter oprindelig
virkelig var himmelen selv, ikke en abstrakt personifikation. Denne
opfatning er ingenlunde eiendommelig for de indoeuropæiske folk.
Vi møder den overalt paa jorden. Saaledes heder det i en aztetisk
bøn: „Griv, o Herre, at de, som skal dø i krigen, i fred og glæde
maa modtages af solen og jorden, som er alles elskende fader og
moder." Naar karaiberne fornam et jordskjælv, sagde de, at deres
moder jorden dansede, og samme opfatning møder vi hos en
Shawnee-indianer. Da general Harrison sagde til ham: „Kom
og sæt dig ved din faders side," svarede indianeren med et
alvorligt blik: „Solen deroppe er min fader, og jorden er min moder. Ved
hendes barm vil jeg hvile."
Jeg kan anføre endnu et eksempel. I Snorres Edda berettes
følgende myte: Østenfor Midgard bor en gammel troldheks, som
fødelen flok ulve. Af disse er den mægtigst, som kaldes Man æg ar ni
(maa-nehunden), ti den sluger maanen. Denne myte er ikke indoeuropæisk
i den forstand, at den kun skulde forekomme hos de ariske folk,
men en stor mængde vilde folkeslag tænker sig sol og
maanefor-mørkelser fremkomne paa den maade, at et eller andet udyr
sluger vedkommende himmellegeme. Saaledes skildres en
solformørkelse paa Tupi-sproget med ordene: jaguaren har ædt solen.
Karaiberne forestillede sig, at dæmonen Maboya aad op maanen;
den samme tro gjenfindes hos peruanerne, der tænkte sig maane-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
