Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350*
der skildrer, hvorledes en reisende og en færgemand tvistes med
hverandre. Tydeligvis har vi her en folkelig spøg, sat paa vers.
Samme spøg forekommer i det islandske digt Hårbardslj öd,
med den forskjel, at her er det Thor, som er den reisende, mens
færgemanden kaldes Hårbard, i hvilken forklædning man har villet
gjenkjende Odin. I virkeligheden er denne mening baade rigtig
og urigtig. Hårbard, d. v. s. færgemanden er endnu ikke Odin,
men han holder paa at blive det: med andre ord folkespøgen er
under de islandske digteres behandling paa veie til at gaa over
til myte. Paa samme maade er nok den myte, som berettes i
indledningen til Grinmismål et gammelt folkesagn, som ogsaa
gjenfindes hos finner og lapper, og i Gefjonniyten skjuler sig
formodentlig et folkesagn, hvis klassiske form foreligger i
Dido-sagnet.
Et fjerde eksempel er endnu mere oplysende. Paa en mængde
steder i Europa findes en kirkebygningslegende. Helgenen har
indgaaet kontrakt med en jotun, at han skal bygge kirken, og
til erstatning skal den faa helgenens øine, dersom helgenen ikke
før kirkens fuldendelse har gjættet jotnens navn. Samme historie
forekommer som bekjendt om bygningen af Aasgaard, og her er
legenden med virkelig finhed — man kunde sige med spekulativ dybde
— i alle sine detaljer omarbeidet til en hedensk myte. Men hedensk
folketro kan en saadan myte aldrig have været.
I den form, hvori den islandske mytologi foreligger hos Snorre
og i de islandske skaldekvad og eddadigtene, kan denne mytologi
neppe have været fælles nordisk og derfor heller ikke svensk. Alle
disse kilder er vistnok i mytologisk henseende yderst vigtige, men
paa den anden side dog kilder, som maa benyttes meel stor
forsigtighed, og stadig maa deres angivelser jevnføres med andre,
som direkte angaar Sverige.
I det følgende skal vi med det materiale, her er gjort rede
for, søge at optrække konturerne til en svensk mytologi, saavidt
dette synes muligt.
II.
Alle hedenske religionsformer er ifølge sit ophav enten
sjæledyrkelse d. v. s. dyrkelse af de afdødes aander, eller naturdyrkelse
d. v. s, kultus af visse himmellegemer, som solen, himmelen og
jorden, men ogsaa af visse kosmiske foreteelser, som lynild, regn
og storme, og oprindelig ogsaa af visse naturgjenstande — et træ,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
