Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356*
romerne, synes at have været en periode af kraftig udvikling; ti
naar vi hos Tacitus omkring 150 aar efter Cæsar atter hører tale
om dem, har den germaniske gudeverden allerede overvundet det
primitive udviklingsstadium, vi netop lærte at kjende. Ifølge Tacitus
synes germanerne at have været inddelte i tre kulturforbund,
ing-væoner, erminoner og istvæoner, som dyrkede de tilsvarende
stammeheroer, Ingvaz, Ermenaz og Istvaz. Sit fælles ophav
udledede de, siger han — fra den af jorden fødte gud Tuisto og
hans søn Mannus, som var de tre stammeheroers fader.
Den dyrkelse af forfædrenes aander, som jeg tidligere har
berørt, synes nu altsaa at have udviklet sig til en virkelig mytologi
med personlige guder, og i den svenske gudeverden skal vi senere
gjenfinde ialfald en af disse, navnlig Ingvaz eller Ing, ingvæonernes
stammeheros.
Ogsaa andre guder fandtes, og særlig er det af betydning, at
Tacitus forudsætter en forskjellig kultus hos de forskjellige
germaniske stammer. I og for sig er dette ikke forbausende. Den
græske mytologi, som vi kjender bedre, begynder for den moderne
forskning mere og mere at opløse sig i en række mere eller mindre
forskjellige lokalkultuser, og det er disse lokalkultuser, vi har at
takke for t. eks. de talrige myter om Zeus’ mange illegitime
forbindelser. I Argos var Hera Zeus’ gemalinde, i Borotien var det
Leto, andetsteds andre gudinder. Men da Hera, navnlig gjennem
den episke digtning, blev den inest bekjendte og Zeus’ gemalinde
par preférance, nedsank de andre til friller.
Saadanne lokaldyrkelser fandtes ogsaa i Tyskland. Endel af
sueberne dyrkede gudinden Isis (hvilken germanisk guddom derved
sigtes til, ved vi ikke), et andet folkeforbund havde en kultus af
gudinden Nesthus, naharvalernes stamme dyrkede et guddommeligt
broderpar, som Tacitus sammenligner med Castor og Pollux,
mar-serne havde en helligdom opreist for gudinden Tanfana, i det
nordvestlige Tyskland dyrkedes af romaniserede germanere gudinden
Hludana, og i en gammel trylleformular fra Merseburg hører vi
tale om en forøvrigt ukjendt gudinde Sintgunt, gudinden Sunnar
(solen), gudinden Frija og gudinden Folla, og eiendommeligt nok
er det denne sidste, som her — i modsætning til den islandske
mytologi — opfattes som Vodans gemalinde, ikke Frija (Frigg).
Denne rigdom paa lokalkultuser har den ældre forskning knapt
været opmerksom paa. Havde man paa et sted paatruffet et
gudenavn, antog man uden videre, at dette havde været kjendt over
hele det germaniske sprogomraade, og at guden overalt dyrkedes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
