Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
357*
paa samme maade. Denne opfatning kan imidlertid neppe være rigtig,
og i virkeliglieden opløser den germaniske mytologi sig, ligesom den
græske, i tiere forskjellige lokal og stammekultuser. Hvert germansk
folk havde utvilsomt sin specielle gudetro, og de lighedspunkter,
som kan paavises mellem de forskjellige stammers gudedyrkelse,
beror, naar talen er om virkelige myter, sandsynligvis mindre paa
arv fra et germanisk urfolk end derpaa, at en kultus har vandret
fra den ene stamme til den anden.
At der ogsaa i norden fandtes saadanne lokalkultuser kan vi
saaledes næsten a priori antage, og uden alle antydninger hertil
er vi da heller ikke. Saaledes ved vi, at der paa Haalogaland fandtes
en særskilt kultus af to kun der dyrkede guddomme, Thorgerd
Horgabrud og Yrpa. Men at dette tilfældigvis kjendte eksempel
skulde være enestaaende, kan vanskelig antages.
Nogle guddomme var dog mere eller mindre fælles for alle
germaniske folk. Som saadanne nævner Tacitus tre — foruden
stamguderne Tuisto og Mannus. „Blandt guderne — siger han
— dyrkes først og fremst Mercurius, til hvem man paa visse dage
pleier at henbære menneskeofre. Hercules og Mars blidgjør man
gjennem offerdyr."
Hvilke var nu disse germaniske guder? ti at germanerne ikke
dyrkede romernes Mercurius, Mars og Hercules er tydeligt. Som
vi ved, identificerede romerne altid de fremmede guder, som de
gjorde bekjendtskab med, med de nærmest lignende romerske.
Pallas Athene blev saaledes Minerva, Ares blev Mars, Hermes
Mercurius, Zeus Jupiter o. s. v., og naar vi nu skal udfinde hvad
der svarer til Hercules, har vi saaledes at vælge blandt de guder,
hvis egenskaber mest stemmer overens med den romerske heros.
Vi kan da vanskelig være i tvil om, hvad det var for en gud,
Tacitus betegnede med navnet Hercules. Det var tydeligvis Thor.
At denne identifikation ikke blot var Tacitus’s eget paafund, ved
vi forøvrigt gjennem nogle indskrifter. Saaledes nævnes der i en
indskrift, som er funden i Rhinegnen, en Hercules Saxanus, i nærheden
af Aachen en Hercules barbatus og ved Nedre-Rhinen en Hercules
magusanus. Denne Hercules maa tydeligvis ha været en guddom,
som virkelig dyrkedes af romaniserede germanere, og identificeringen
af Hercules og Thor har ved denne tid naturligvis været ganske
almindelig. Denne identificering siger os dog, at Thor dengang ikke
— eller ialfald ikke inden de germanske kultuser, Tacitus kjendte
— ansaaes at være den fornemste af guderne; ti isaafald havde
man uden tvil gjengivet hans navn med Jupiter, den romerske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
