Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
359*
ske mytologi forsvinder han næsten fuldstændig i skyggen af Odin
og andre guder, og ikke engang hans egenskab af krigsgud er
strengt fastholdt. Selv paa det punkt var han hos islænderne
trængt til side for Odin, der — forsaavidt Ty oprindelig har
været den germaniske himmelgud — ogsaa i denne henseende har
arvet ham.
I Sverige har Ty knapt været gjenstand for nogen virkelig
kultus. Den græske historieskriver Procopius oplyser vistnok, at
Ares var den mægtigste gud i Thule d. v. s. i Skandinavien, men
det synes uvist, om han med Ares har ment Ty og ikke f. eks.
Odin eller Thor, der jo ogsaa var krigsguder. Noget stedsnavn,
hvor Tys navn med sikkerhed forekommer, findes ikke. Men at
han idetmindste hår været kjendt i Sverige, fremgaar dels deraf,
at en svensk rune kaldtes med hans navn (Tir), dels af en oplysning
fra midten af det fjortende aarhundrede: „diem martis, som wii
kailom tiis dagh, thy at han dyrkadis fore örloghes gudh."
Vi vender os nu til Wotan eller Odin, som af Tacitus
identificeredes med Mercurius. Denne sammenstilling er unegtelig egnet
til at vække forundring. I den islandske mytologi optræder jo
Odin som en krigsgud og som den hedenske Olymps herre, og
det forekommer os derfor underligt at se hans romerske parallel
i Mercurius, der for den almindelige betragtningsmaade har rang
af gudeverdenens tjener eller løber. Denne sammenstilling lærer
os dog noget, som de ældre mytologer altfor meget har forbiseet:
at — som jeg nys paapegede — hedendommens gudeskikkelser
stadig har vekslet karakter eller rettere sagt til sin oprindelige
karakter stadig har lagt nye egenskaber, som ikke sjelden har trængt
de gamle i baggrunden og fordunklet dem.
For romerne var Mercurius — Hermes kanske først og fremst
— en dødsgud, der førte de afdødes skarer til Hades, og undersøger
vi de forskjellige metamorforer, Odinsskikkelsen har gjennemgaaet,
saa gjenfinder vi ham virkelig som en germanisk paralel til Mercurius.
I den germaniske folketro lever Odin endnu den dag idag igjen
—-rimeligvis i sin oprindelige skikkelse; ti ligesaa sterkt som en
hedensk mytologi forandres, ligesaa konservativ er i regelen folketroen,
og i den beholder derfor ofye en gudeskikkelse sin oprindelige
karakter.
Om natten, naar vinden suser hen over markerne, og det tuder
og hviner udenfor stuen, tror bonden — i Tyskland som i norden
— at høre den „vilde jagt" fare forbi. Et tog af usalige aander
eller gjengangere drager gjennem luften, og i spidsen for skaren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
