Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362*
forekom hans billede ikke i det — rimeligvis sent opbyggede —
Upsala tempel.
Frey dyrkelsen var ogsaa efter stedsnavnene at dømme meget
udbredt i Sverige, og guden havde talrige helligdomme der, hvad
der fremgaar af det hyppig forekommende navn Frösvi. Desuden
ved vi, at hans billede befandt sig i Upsalatemplet, og baade
islandske og danske kilder gjør Upsala til den nordiske
Freys-dyrkelses egentlige sæde. Naar vi nu gaar over til denne kultus’
historie, vil jeg minde om nogle sætninger i den islandske mytologi.
Ifølge denne tilhørte Niørd, Frey og Freya ikke æserne, men vanerne,
og først senere optoges de i disses selskab — unegtelig en antydning
om, at kultusen ikke var oprindelig i norden, men indført. Hvad
slegtskabsforholdene angaar, var Niord fader til Frey og Freya.
Endvidere havde Niørd faaet disse børn med sin søster, og
ogsaa Frey var ifølge myten gift med sin søster Freya. Endelig
vil jeg ogsaa minde om, at Frey tillige bar navnet Ingunarfrey og
Yngve (svensk: Inge).
Hvad disse navne angaar, saa betyder Frey kun „herren" og
er saaledes ikke nogen særlig karakteristisk benævnelse. Men vi
kan dog komme til rigtige resultater ved at undersøge begge hans
andre navne, Ingunarfrey og Yngve (eller Inge). Som vi erindrer,
var de tyske folk paa Tacitus, tid delte i tre store grupper:
Ing-væoner, Ermioner og Istvæoner.
Inddelingen kan af flere grunde ikke være ethnografisk, men
maa sigte paa kultus’en, og med ingvæoner maa saaledes menes
en gruppe af stammer, som dyrkede en fælles stamheros Ingvaz
eller Ing. Med dette navn hænger sammen det nordiske Ingve
eller Inge, og heri har vi saaledes en antydning af, at
Freyskultu-ren i virkeligheden er den ingvæoniske kultus overført til norden.
Dette blir endnu tydeligere, naar vi fæster os ved det andet navn
Ingunarfrey. Som Kock har paavist, staar dette Ingunarfreyr
istedetfor et ældre årfreyr, som betyder ingvæonernes eller
ingvioner-nes aaringsherre. Den ingvæonske kultus var saaledes en kultus
af de gode aaringer, og Ings staaende epithet blev årfreyr eller
herren over aaringerne.
Denne *kultusvandring til Norden kan vi følge temmelig nøie.
Paa Tacitus’ tid d. v. s. 100 aar e. Kr. boede ingvæonerne i det
nordlige Tyskland. I det syvende aarhundrede — og rimeligvis
længe før — havde kultusen udbredt sig til Danmark. Dette ved
vi gjennem det gammelengelske digt Beo wulf, som i den nuværende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
