Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Schück: Svensk gudetro i hedningetiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
363*
form vistnok maa være affattet omkr. aar 700, men som blev
skrevet paa grundvold af ældre digte. I Beowulf kaldes nu østdanerne
ingwine d. v. s. „ingvæoner" eller Ingdyrkere, og i et
angelsachsisk runevers heder det: „Ing var først blandt østdanerne, indtil
han drog øst over havet. Hans vogn rullede efter."
At kultus’en fra Danmark kom til Upsala, ved vi. Dette
antydes muligens ogsaa af det ovenciterede vers, Man forestillede
sig nemlig Østersøen som strækkende sig ret fra øst mod vest.
En kultus, som fra Sjelland førtes til Uppland, førtes saaledes „øst
over havet". Den der regjerende kongeæt kaldte sig Ynglingar,
fordi den — ifølge islandske kilder — stammede fra Yngve Frey,
og ifølge en af islænderne fuldstændig uafhængig svensk tradition,
optegnet i begyndelsen af det fjortende aarhundrede, hed den
ældste Upsalakonge Inge. Men vi kan gaa endnu længere. I en tale,
Olav Trygvason holdt til trønderne, siger han, at det træbillede af
Frey, trønderne dyrkede, var bleven sendt dem fra Upsala. Heri
har man uden tvil med rette seet en antydning af, at den norske
Freykultus er laant fra Sverige. I ethvert fald ansaaes
Freydyr-kelsen for at være mest udviklet i Sverige, og det fornemste
offersted inden kultusen var Upsala, hvis Freyblot var berygtet.
Var nu mytherne om Frey ganske de samme i Sverige som
paa Island? Rimeligvis ikke. Vi maa først erindre, at i Sverige
synes Frey fortrinsvis at ha været en stamgud, stamfader til
kongeætten. — ligesom han i Tyskland var ingvæonernes stamfader.
Paa Island optræder han kun som en aaringsguddom, ikke tillige
som stamfader for nogen kongeæt. Merkelig nok anfører Snorre
ogsaa to ganske forskjellige Freymyther. Den ene — i Edda —
handler om guden Frey, den anden — i Heimskringla — om
Yngve Frey som svensk konge. Af disse gjengiver den første
ganske sikkert den islandske tradition, den anden sandsynligvis
nærmest den svenske.
Hermed forlader vi Frey og vender os til kultus’ens
kvindelige guddom.
Blandt ingvæonerne fandtes ifølge Tacitus et specielt
kultusforbund, bestaaende af syv mindre folk, der synes at have boet
ved kysten af Østersjøen i nærheden af Danmark. Disse folk —
beretter Tacitus — dyrker i fællesskab Nerthus d. e. moder jord,
og „de tror, at hun personlig aabenbarer sig hernede og farer fra
folk til folk. Paa en ø i havet findes en hellig lund, og i den
staar en med en dug bedækket indviet vogn. Kun presten har lov
til at berøre den. Han merker, naar gudinden er tilstede i hellig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
