Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Tolstoj og kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
439*
faatal af emner, karakterer, følelser og konflikter, at udestænge alle
linere, mere komplicerede psykologiske analyser, at forbyde alle
nuancer og mellemtoner, alt det, som nødvendigvis kræver en
ganske anden sjælsdannelse,| en ganske anden æstetisk og
intellektuel kultur, end folket og det tarvelige gjennemsnitsmenneske eier
eller har nogen anelse om.
Det ene er ligesaa ensidigt som det andet. At finde
middelveien hører neppe til de lette opgaver. Kunde vi gaa tilbage til
det gamle Grækenlands smaa republikker, vilde vi vistnok møde
sangere, som sang ud af sit folks hjerte, kunstnere, som i ord og
billede formede ud fra sine omgivelsers vakreste, religiøse og
filosofiske, sociale og poetiske drømme eller forestillinger. Men da
vi ikke nærmer os, men tvertimod daglig fjerner os fra et saadant
samfundsideal, tvinges vi til at akceptere et andet slags kunst, en
kunst, som vel ikke behøver at stænge sig inde i et elfenbenstaarn,
men heller ikke tvinges til at gaa tilbage til folkenes eller kulturens
barndom.
Det er en fortjenstlig opgave, Tolstoj har stillet sig, at ville
fornye og forynge kunsten. I alle tider af kunstnerisk og litterær
dekadence har man, om ikke gaaet tilbage til, saa ialfald peget
paa naturen som den evige ungdoms kilde. Og deri gjør man ret,
ti naturen er i ethvertfald helsen, kraften, lykken, — kun skade, at
man saa ofte gjentager dette slagord natur, derved bliver løsenet
banalt, ikke mindst fr"di det bruges uden nuancer, fordi det udarter
gjennem uværdige fortolkninger, og fordi alle benytter sig af det,
naarsomhelst de har brug for det.
Tolstojs „natur" er en kommunistisk bonderepublik, hvor det
gamle „frihed, lighed, broderskab" fra 1789 hersker som den
kristelige kj ærligheds og enfoldigheds evangelium. Men det gaar her,
som det maa gaa i en ståt, hvor nivelleringsprinciperne
gjennem-føres, — de ideale interesser forsømmes. Demokratiet er ingen
god jordbund for kunsten, og et demokrati som Tolstoj’s kan
vanskelig gjennemføres, allermindst nu.
Det er let at bestemme, hvorledes det bør se ud, dersom
menneskene skal erobre en saa sjelden gjest som lykken. Men
hvad er lykke? Mon ikke ogsaa den har forskjellige former efter
individernes beskaffenhed, eller snarere efter den kulturgrad, slegten
befinder sig paa? En simpel bonde, en raa tartar, en halvvild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
