Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Tolstoj og kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438*
som typer, og gjør andre, mere end omstridte verker til mønstre,
[almindelighed viser han stor mangel paa æstetisk omdømme.
Og dog træffer han — trods dette — ofte det rigtige, naar han i
sin skaanselløse og uforfærdede oprigtighed peger paa mangler,
svagheder eller kræftskader i tidens litterære og kunstneriske
produktion.
Tolstojs bog er et ord i rette tid, en naturlig protest mod
den stadig mere og mere iøinefaldende særstilling, som kunsten
ikke blot indtager, men simpelthen stræber at indtage.
Kunstneren og digteren er — kanske fordi kulturen gaar i den
retning — artister, som skjuler sit tynde blod, sine fattige idéer,
sin mangel paa virkelig og sterk originalitet under en forbausende
og virtuosmæssig skoleret teknik, under et skal, som er beregnet
paa æstetiske gourmander og overmætte, udslidte
dekadensmen-nesker, som jager efter det pikante, nervepirrende og stimulerende.
De foragter hoben — og forstaar med hoben altfor gjerne ogsaa
det dannede, fornuftige publikum. De er i den grad eksklusive,
at de stundom anser det for en ære ikke at blive forstaaet.
Jo høiere den mur, de reiser omkring sin kunst, stiger mod
skyen, desto mere paradoksalt klinger Tolstojs krav paa enkelhed,
klarhed, popularitet. Artisterne gaar for langt i sin ensidige
æsteticisme, men Tolstoj skyder lige langt over maalet, naar han gjør
kunsten til de udannedes eiendom. Selv om Snoilsky har ret, naar
han siger:
„Med pensel och penna, med mejsel och dikt
har konsten sin heliga medborgarplikt",
— saa er og bliver dog kunsten i ethvertfald kulturens blomst, en
prydelse, en gudinde, som ifald hun stræber opad og fremad, ikke
kan stige ned fra sin høide som Afrodite, ialfald ikke paa
menneskehedens nuværende udviklingsstandpunkt.
Kunsten er, man sige hvad man vil, aristokrat. Den lcan
være populær, — men ikke i den forstand, at den,bliver en folkebog
for hoben eller et anskuelsesmateriale ved folkeskolen. Der er
og bliver til alle tider, saalænge verden bestaar, en naturlig forskjel
paa menjiesker, paa dannede og udannede, paa aandelige patriciere
og plebeiere. At digte, at male, at komponere, at bugge i marmor
og støbe i bronce, at bygge — saaledes at begge disse kategorier
af mennesker linder samme fornøielse, samme nydelse, samme nytte,
samme opbyggelse, er vel ikke blot vanskeligt, men umuligt. At
forenkle kan være bra nok, — men at forenkle, saaledes som
Tolstoj vil, vilde være det samme som at indskrænke kunsten til et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
