Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Tolstoj og kunsten - Helene Dickmar: „Min gamle onkel“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444*
sine skud, faar blade og blomster uden alle kunstige gjødnmgsstoffe,
kortsagt et produkt af betingelser, som ingen i verden arrangerer,
konstruerer eller raader over. Han gjør kunsten til de faa
udvalgtes eiendom; lian henlægger den ikke til en samfundsklasse af
artister og litterater. Han tilintetgjør denne artiststat. Kunstneren
bliver et almindeligt menneske, en arbeider i Tolstojs idealrepublik.
Han vælger ikke kunsten til levebrød og livskald — han ofrer kun
paa dens alter, naar inspirationen griber ham.
Dette er — ifølge Tolstoj — en praktisk maade at frembringe
•en folkelig kunst paa. Og med den forsvinder Nietzsches
overmenneske, et ideal, som er eksclusivt aristokratisk. Ti hvad er
kunstens maal? At tilintetgjøre magtens og tvangens vælde, at
indgive menneskene den overbevisning, at deres lykke bestaar i
deres indbyrdes enighed, at bane veien for en sand kristendom.
Dette er skjønne og høie tanker. Selv om ingen virkeliggjør
dem, selv om de kun indeslutter en verden af subjektive anelser
og drømme, fortjener de dog at overveies. De er en røst i ørkenen.
Nils Erdmann.
„Min gamle onkel."
En barndonisskisse.
Det er en underlig, lang reise vore tanker maa gjøre, naar
vi prøver at finde veien tilbagetil den første periode af vor
tilværelse.
Derhen, hvor alting begynder.
Erindringen maa ligesom bore sig i mange bugtninger, før den
endelig naar frem og faar rede i alle de fine, krydsende traade
der langt borte i vort livs slørede morgendæmring.
Men ud af denne væv, der ligner spindelvævens farveløse
eventyrspind, kan vi vel ogsaa finde det, hvoraf der er blevet spundet og
bundet for hele livet udover. Lytte os frem, saa vi tilsidst faar
høre klangen af nogle sagte svingende strenge der allerinderst
inde, os ubevidste, men helt beherskende: vort væsens
.grund-a k k o r cl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
