- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Niende aargang. 1898 /
452

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: „Min gamle onkel“

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

452*

omraade, sad inde med en viden, der rakte langt udover alle hans
nuværende omgivelser. Men længe ad gangen dvæledes der
rigtignok ikke ved botanikkens afslørede hemmeligheder. Snart gled
vi atter ud i stemningens gyldenslørede dise — maaske paa et
klingende vers:

„Hvide levkøier og røde lupiner
hilse dig der, den rødmende kveld."

Ja, da var vi reddede. Welhavens „Lørdagsaften paa
kirkegaarden", det var hans yndlingsdigt, hans bravurnummer.

Da glemte han alle gode forsætter, alle pligter. Hans hoved
vuggede med de deilige rytmer, stemmen blev blød og patetisk:

„Løverdagsaften. Veiret er skjønt
vindene vifte tætte og svale
aftenens straaler funkle og male
buske og trær med et friskere grønt.

Har du en skat bag de traurige linde
ingen vil gribe og dele din vinding,
ingen vil sno om sin higende tinding
kransen, der hænger paa korset derinde."

Og ligesom understreget af en slags stille selvhævdelse kom
det saa dette vers:

„Ude, hvor livet har tusinde munde
fattes ei sproget i blomsternes rige,
her, hvor de jublende toner maa vige,
her, hvor de travleste tunger maa blunde
merker du først, hvad en blomst har at sige."

Sommetider blev det dog ogsaa ham formeget med disse
fantastiske læsetimer-orgier. Han blev vred og slog linealen i
bordet. Nu skulde vi „gjøre alvor af det". —

Saa kuude jeg sætte mig stille krænket hen, lukke mig
fuldstændig til, «og med en pludselig vakt, noget stram interesse give
mig ganske hen til mine studier.

Men saa heller ingen overflødige bemerkninger. Ikke længere
nogen videbegjærlige spørgsmaal. Traaden afklippet, stemningen
brudt. Hans eget rige lukket ude. — Nei, det kunde han ikke
taale. Ganske hjælpeløs prøvede han at bringe alt igjænge igjen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:35:58 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1898/0458.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free