Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: „Min gamle onkel“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
451*
Frankrig bandt sig til Mozart i Wien og Marie Antoinette med
det pudrede haar med roser i. — Og i bøgerne i hylden havde vi
Ingemanns romaner og Frithjofs saga, ikke at tale om Bjerregaard,
Wessel, Welhaven og Holberg.
Og var alting ikke lige morsomt og gjentagelser uundgaaelig —
hvor rædde var vi ikke for at bringe ham tilbage til virkeligheden
igjen, denne historiske begivenhed, tør og kjedelig paa pag. 70,
hvor der desuden var adskillige smaa huller i vor hukommelse. —
Jeg ser ham siddende for mig midt i værelset foran det store
firkantede bord, hvor mine brødre passede paa at benytte det
første distraktionens øieblik til med sine tolleknive at bearbeide
bordpladen og skjære kraftige indsnit i dens kanter.
Jeg ser hans spæde, lidt bøiede skikkelse, der dog ikke var
uden en vis forfinelse i linjer og holdning, med den vel børstede,
men noget luvslidte klædesfrakke og det sorte silketørklæde om
halsen, bundet med store, fritflagrende ender, noget å la Byron,
armene hvilede paa bordet og dækkede halvt den foran ham
opslagne bog, der foreløbig var ganske upaaagtet. De blaa, lidt
tilslørede øine saa fremfor sig, og der var et fraværende smil om
hans mund, mens han fortalte, som om han vuggede "sig ind i
fjerne, brogede drømme. — Saa kunde han pludselig besinde sig
paa situationens alvor. Efter et raskt tag i sin næse, der var ham
eiendommelig, greb han saa atter bogen med et: „Kom nu, kom
nu børn, lad os nu gjøre alvor af det — hvor var vi nu henne?"
Mens han udtalte ordene med pedantisk nøiagtighed efter deres
bogstavering uden at tillade sig noget slurveri.
Aa dette: „Kom nu, kom nu børn", hvor det endnu klinger i
mine øren, saa taalmodigt, saa klagende — saa bedende ofte —
naar det lød til os nedigjennem trapperne eller udover
gaards-pladsen, hvor vi spredtes som avner for vinden i et over alle
grænser langt frikvarter. Ude i gadedøren ser jeg ham staa,
detgraa-sprængte haar flagrende om hans hoved i vinden — „Kom nu,
børn". —
Men kunde vi saa i længden ikke undgaa at „komme", saa
likte vi igrunden aldrig at „at gjøre alvor af det". Kunde vi bare
faa puttet ind et spørgsmaal igjen: Var det saa, da du var i
Helsingør? -eller komme videbegjærlige med en paa maa faa plukket
plante eller blomst. —
Ja — da havde vi det atter gaaende: Arten, slegten.
Botanik. — Saa kom der ogsaa straks en vis selvbevidst
stolthed over ham, en sikkerhed. Her var han jo inde paa sit eget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
