Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: „Min gamle onkel“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456*
Men saa kuncle onkel Waldemar, med en rask gebærde, stryge
det glatte, graanende haar op fra panden, læne sig tilbage i stolen
se frem for sig, og, efter et par mere energiske, brudte akkorder,
med en vis sværmerisk, heroisk patos istemme sin yndlingssang:
„Af klenodier der har jag två,
mot dem jag aktar verlden ringa!
Min bibel och min gamla klinga
med Carl den tolftes namn uppå!" —
Og den blev for os som en inkarnation af hans eget liv denne
sang. Med en intuitiv fornemmelse forstod vi, at den stemte med
hans personlighed og hans omgivelser. Ti alt det, der nu var og
levede og haabede og ønskede, det angik ham igrunden ikke.
Med det forbigangne, der ligesom var indrammet af disse
blomstrende blade og grene som kranse om noget, der er stedet til
graven — deri levede han egentlig. Minderne, det var duften af
de gamle klenodier — faa, men umistelige for ham.
Stakkels gamle, stille, snille onkel! — Dine minder —
Herregud — hvilke fattige klenodier de vel var. — —
Det lærte vi senere at forstaa — som saameget andet af
menneskelivets stille tragedier. Aa — hvilken ødsel sædemand
det er dette liv! Hvorrnange smaa spirende korn glider det ikke
ud af hænderne, trampes ned, visner hen eller forsvinder — for
vore øine ialfald! —
Men da var vi ogsaa selv komne ud i livet, mens troen paa
det vinkende vidunderlige var rykket os saa fjern, at vi
mangengang tabte den ganske afsyne. — —
Men ofte, naar vi atter samledes i det gamle hjem, om
sommeraftenerne, naar alt var blevet stille og fossens svage dur i det
fjerne ligesom øgede aftenens fred — da kunde vi like at sidde
derborte i svalen hos dig under de fine blomsterdryppende ampler,
mens de koralrøde pralbønneblomster tittede frem mellem
ræk-verket og det grønne løv. Da laa den gamle guitars blaa baand
atter over dine smale, bøiede skuldre, og det graa haar faldt i
sparsomme lokker nedover din høie pande, mens dine hænder lidt
skjælvende greb i de fine strenge. Saa klang de atter de spæde,
lidt tilslørede toner fra vor første barndomstid ud i den stille aften,
rene og harmoniske som en drøm om disse barndomsminder selv —
idet du med sagte stemme sang den gamle aTise:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
