Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Cesare Lombroso: Lucchenis forbrydelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462*
var det ikke tor at opponere mod kirkens lære, men fordi han som
barn ikke var bleven vænnet til det. Han var pludselig for nogle
maaneder siden blevet en ivrig anarkist. Da han af sine
kamerater blev beskyldt for mangel paa iver og blev holdt for en spion,
besluttede han, for at retfærdiggjøre sig, at begaa en forbrydelse
mod en eller anden hersker, og valgte som offer den ulykkelige
keiserinde, fordi han allerede havde seet hende en gang tidligere,
da hun havde været passager ombord paa et skib, han reiste med.
Han, som aldrig havde dræbt en flue, laver sig et instrument, en
fil, og øver sig længe, næsten en maaned, paa at bruge vaabnet.
Da forbrydelsen er fuldbragt, forsøger han at flygte, men da han
stanses af de forbigaaende, gjør han ikke længere den ringeste
modstand. I fængslet opfører han sig ganske anderledes end de
fleste sedvanlige forbrydere, snarere som en vanvittig; han
forlanger f. eks. en tolk, skjønt han meget godt forstaar fransk; dernæst
giver han afkald paa det, synger og ler bestandig, glæder sig over
at have rammet keiserinden, erklærer at han med hensigt har
benyttet sig af en fil og er forfængelig optaget af pressens beskjæftigede
med hans daad; ligeoverfor reporterne og dommerne paastaar han, at
han har gjort alt uden medskyldige, har forladt sin herre for at
tjene idéen, — og at han — hvad der ikke er sandt — har været
anarkist fra sit trettende aar. I to eiendommelige, ortografisk rigtige,
men urimelig vidtløftige breve skriver han til en avis i Neapel, at
han af sin herres bøger havde seet, at han ikke var nogen født
forbryder, som Lombroso kalder dem, og heller ikke nogen forrykt; det
var ikke fattigdom, som havde drevet ham til forbrydelsen, og han
var sikker paa, at det borgerlige samfund snart vilde forsvinde,
dersom enhver gjorde som han. Han vidste nok, det ene mord ikke
nyttede noget, men han havde begaaet det for at give et eksempel.
Han skrev til forbundsraadets præsident, at han ønskede at blive
dømt i Luzern, fordi der er dødsstraf, og gjentog det samme
ligeoverfor dommerne; til sin gamle mester lod han meddele, at han
nu var ham mere værdig end nogensinde; ligeoverfor reporterne
og dommerne, der bebreidede ham, at han havde dræbt en
gammel, ulykkelig kvinde, erklærede han: „Hvad gjør det? Selv om
det havde været et barn, havde jeg dræbt det, naar det bare var
en prins." Saa igjen udraaber han i et anfald af vanvid, at han
havde myrdet keiserinden, fordi hun ikke arbeidede; den som ikke
arbeider, har ingen ret til at spise, — og han, Luccheni, vilde ikke
arbeide for lediggjængere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
