Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Anathon Aall: Fra Oxford
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Jeg havde været nogen tid i Oxford, da jeg en dag, gjennem
en bekjendt, fik bud med hilsen fra Max Müller, at han gjerne
skulde tale med mig. (Det var rent tilfældige omstændigheder
det skyldtes, at mit navn var ham bekjendt. Han var kommen i
berøring med et specielt problem jeg har syslet noget med.)
Saaledes kom jeg til at hilse paa Max Müller, og den samtale kom
istand, som jeg, uden at være indiskret, kan fortælle Dem om.
Det er bare nogle dage siden. . . Jeg havde at følge den brede
allé der fører fra byens centrale dele og hen til den nordlige kant
af Oxford. Her har Max Müller en smuk gaard, stødende op til
universitetets park. Skal jeg minde Dem om, hvor skjøn naturen
er paa dette sted, hvor nærsagt anden hver bygning tæller
aarhundreder ? Hvor bebyggelsen afbrydes af aabne anlæg, af haver og
parke, med trær gamle som’ universitetsbyens minder og endnu
ældre. Iaar har veiret gjort naturen dobbelt venlig. Der har til
nu været saa mildt, at det grønne kun er svagt blegnet og
planterne synes negte at det er vinter. Min vei gaar forbi
universitetets park. Støttet mod muren tvinder sig et knippe friske, saftige
smaagrene, mellem hvilke der smiler ikke én, men flere gule
jasminer, levende nysprungne jasminer. Ved M. M.s hus, som er
indfattet i grønt til høit op mod taget, titter der sandferdelig en
gloire de Dijon frem og vidner 0111 clen ungdom som kan holde
glans ogsaa i mørketiden.
Den var ligesom et sindbillede paa den mand hvis husclen smykkede.
Det er en elegant og indtagende mand som ønsker sine
besøgere velkommen i Norham garden 7. Max Müller er en
halvhundred aar yngre end de dage han tæller. Det glæder at se ind i
hans friske, udtryksfulde ansigt. Han rækker den indtrædende
haanden paa god borgerlig tysk vis, og iler livlig ind i samtalen.
Man har for sig en type af lærde hvem det evige arbeide fylder
med glæde. Hans minespil, den stilling han indtager der han
sidder, hans tonefald og sprog minder om en causeur i en salon.
Man har en forestilling om, at han føler det selv, hvorledes hans
glade interesserethed gjør alt vakkert omkring ham. Ligefrem
smuk som han er kjendt for at have været, har hans træk et vist.
drag af «skjælmeri, der lyser op nu og da, og synes at kunne minde
om dengang han var ung.
Jeg læste med interesse referatet om Stockholmskongressen,
sagde han. Det var et foretagende jeg maatte glæde mig over.
Jeg kjender, svarede jeg, den rolle professoren havde ved den
store kongres tidligere i Chicago.
Fortæl mig lidt om kongressen i Stockholm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
