Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjørn Obstfelder: Efter Rembrandtudstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
— Han blev ikke dekoreret. Han blev ikke professor. Eller
.akademimedlem. Han fik ikke tid til at se tilbage paa laurbær.
,Han søgte og søgte lige ind i døden.
* *
i *
Naar i eg skulde nævne et af disse verker fra Rembrandts sidste
aar, hvilket skulde det være? Hvert af dem er en verden. De
•største og mægtigste øver den trolddom, som ikke skildring kan
gjengive. Naar det netop er dybden og styrken, som griber, kan
jo ikke ord hjælpe. Det er raabet i Den anatomiske forelæsning,
lyriken. Ikke subjektiv lyrik, som Riberas, — det mægtige er, at
livet selv raaber. Men pragten i „Esther og Ahasverus" det er
■den pragt, der er gaaet gjennem hjerte, og blod. Det er
Rembrandts egen sjæls farver, der er gydt ud over lærredet.
Naar jeg saa vælger at nævne to Inlleder, saa er det fordi de
.giver ord til Rembrandts eiendommelighed som digter.
„Konen, som klipper sine negle" (hos Rudolf Kann i Paris)
er „realismen" i den største, ædleste form. Som denne gamle kone
sidder der, er hun blevet et eventyr. Hun er maaske fattig. Vi
tænker ikke derpaa. Ti hver del af hende spiller rolle. Ikke at
vi vil vide, hvem hun er. Vi kjender hende. Det er jo netop det,
at vi har seet tusender som hende.
Men aldrig saadan. Der er ikke sat glorie om hende, hun
er ikke forskjønnet. Hun er heller ikke gjort, tragisk. Tvertimod.
Og dog er hun hævet op i det skjønnes rige! Som hun sidder
der, badet af det skjønneste lys, som fra millioner verdenshjørner.
Der aabner sig noget for os. Vi vender tilbage til gaden og
menneskene med større øine. Maaske har ogsaa vi faaet lidt af
evnen til at se det evige, der hvor vi ellers ikke bliver det var.
Noget af kunstnerens revolutionære retfærdighed har rørt ved os.
Med „Homer" (hos den af mange skandinaver kjendte
kunsthistoriker dr. Bredius i Haag) er der et omvendt forhold. Han er
jo ellers apoteoseret, baaret af sagnet. Her er han inde i vort
liv. Og dog kunde ikke sagnets Homer blive saa høi, pandehvælvet
saa helligt. Der er en sørgmodig klogskab over ham, der er den
paa en gang sterke og dog saa bløde, ja ømme resignation, som
der maa være hos den, der — i syn eller i liv — har seet
menneskene kjæmpe og falde, seet det store synke i grus, der er
oldingens sælsomme visdom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
