Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
denne gruppe er ikke saa betydelige, at vi behøver at gaa ind paa
dem. Sully er ujevn som digter; i og med meget fint og dybt og
egte poetisk kommer der slagger, stivhed, retorik og prosa,
intetsigende eller rent flaue ting.
Efter Stansernes første afdeling, La Vie intérieure, følger
Jeunes Filles og Femmes. Ogsaa de indeholder flere perler og er
meget bekjendte. Et hovedtema danner kjærligheden. Han
fortæller om sine egne smertelige oplevelser sorgfuldt vistnok, men samtidig
saa inderlig venlig og sympatetisk; der er ingen dyster eller
ravnsort bitterhed, ingen blaseret eller vulgært støiende pessimisme.
Ti kan da forstaa, at mange har faaet hans digtning saa kjær.
Dertil bidrog, at den kjærlighed, han besynger, er ren og ædel, fri
for sanselighed og lavtliggende pirreri; han er hverken brutal som
naturalisterne eller lummer som C. Mendés og Coppée. Derfor
virkede han saa velgjørende og tillige saa originalt midt i den
løsslupne tid fra det andet keiserdømmes sidste dage, da naturalismens
berømmelse jo netop var i opgaaende (Flaubert prosaen,
Baudelaire poesien). Sully deler da heller ikke den opfatning af
kjærligheden, som Zola og Maupassant har gjort sig til talsmænd for,
nemlig at de to kjøn igrunden hader hinanden og strides om magten;
de skal ligesom være af forskjellig race, manden af en bedre,
kvinden af en lavere, han desuden ondartet og farlig: egteskabet
er en nedværdigelse, og den skjønneste type paa en mand bliver,
alt i alt, Don Juan. Denslags ideer antydes hos Sully blot en
sjelden gang; forbigaaende stemningsudbrud, ti det han inderst
inde tror paa og higer efter, det er den kjærlighed, som er én og
stedsevarende. Derfor sørger han saa over, at en saadan ikke blev
ham tildel, og hans klager henaandes i skjønne elegiske vers
baarne af en mildt vuggende melankoli, —• drøm og fantasi paa
grundlag af den modgang livet har bragt ham. Mai ensevelie:
„Naar dit hjertes elskede er død, forkorter man dig afskeden:
hendes øienlaag sluttes til, man bærer hende afsted, hun er borte
for bestandig. Men jeg ser hende, hun mit hjertes elskede; hun
smiler til mig og er dog ikke min, hun er som en skygge, der har
noget mere liv og kommer mig noget nærmere end et minde.
Og jeg tilbringer resten af mine levedage med at sige hende farvel
paany, miste hende atter og atter. Ak, du døde, du er kun halvt
begravet: de har jo ikke lukket dine øine!" Flere af disse
smaadigte ligner en anden stor elegikers, en som intet helt tilsvarende
sidestykke har i fransk litteratur, Hei nr. Heine. Der har kanske
været mere paavirkning end Gr. Paris synes at ville indrømme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
