Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
fremmede læser dem." Dernæst følger nye udslag af lians tvil og
mismod i anledning tro — viden, idé — virkelighed. Mest
tiltalende er ikke de rent filosofiske, men de klagende og følelsesfulde.
La Friere: „Jeg vilde saa gjerne hede, og mit hjerte svulmer af
sukke, men den grusomme fornuft tvinger mig til at trykke dem
tilbage. Min kristne moders bønner, helgenernes eksempel, martyrernes
blod, min egen trang til at elske, min dybe anger, min graad, —
intet kan give mig min tro igjen. 0 vanhellige, men og fromme
kval: tvilen i mig krænker den Gud, jeg stunder efter. Men nu
vil jeg bede, ti jeg lider under min ensomhed. Se, jeg knæler ned,
jeg venter paa dig, Herre! Herre, er du der? Men hvor inderlig
jeg end folder mine hænder og med panden paa bibelen læser
troesbekjendelsen op og op igjen — o gru! jeg føler absolut intet
i min nærhed." Af de filosoferende har La Grande Ourse gjort
en vis opsigt. Dette „Karlsvognen", siger G. Paris, er admirabJe
og et mægtigt symbol paa, hvorledes den positivistiske
verdensanskuelse kan undergrave barnetroen. Man kunde snarere finde det
lidt affekteret af digteren at fremstille dette stakkars stjernebillede
som det der først drev ham til at „prøve sin aftenbøn", og noget
stivt og anstrengt bliver, der ved flere af disse stykker. Det
komplet filosofiske Les Dieux citeres ofte og gaar for at være godt
gjort, og det er godt gjort i teknisk henseende, elegant, men en
elegant prosa, versificeret filosofisk prosa, f. eks. slutningslinjen:
Gud er ikke intet, men Gud er ingen: han er alt. Hvad nu dette
tvileri angaar, saa adskiller Sullys sig fra romantikernes deri, at
det for ham var mere end et vagt og forbigaaende ildebefindende
og mere end en litterær leg. Han er da ogsaa paa dette punkt
original. Han har tidt evnet at forene den skarpe tankesondring
med poesi. Denne sterkt reflekterede digtning holder sig spontan.
Han lader stadig sine følelser passere revy for den kritiske dom,
uden at de derfor lider overlast, og den poesi, som opstaar ved
blandingen af dette indbyrdes modstridende, det middelbare og det
umiddelbare, virker i sin helhed betragtet overmaade fint og
tiltrækkende, som en ædel blomst af gammel og høi civilisation. —
I de følgende digte slaar han pludselig om og fortæller os, at han
er træt af at spekulere og tvile; han vil lade baade filosofi og
kjærlighed fare og overlade sig til den panteistiske følelse af sin
sammenhørighed med naturen, bare drømme og nyde sin
drømme-tilværelse uden at pine sig med den elendige grublisering. Og
dette symboliserer han med en overgroet statue; den laaner sit liv
fra naturen: mosen danner dens haar, læber, som aldrig sukker,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
