Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
faar clen af konvolvulusen, et blad bliver dens hjerte, en venlig
efeu dens hofter, og dens smilende øine er to vintergrønner. Men
dette forsøg paa at løse sig ud fra sig selv og sine udhulende
tanker gjør han uden noget lyst haab om derved at forhverve
lykken; han er mat og resigneret, forlanger bare lidt hvile i nogle
■oieblikke, ti han ved, at tankerne ligger og lurer nede paa bunden,
som ubestemt kryb i den blanke dam. Saa kommer nogle for det
meste temmelig kolde sange, hvori han atter uden held prøver paa
at mande sig op til et kraftigere livssyn, han tvinger sig til at
sætte pris paa eksistensen og opmaner til handling. La Joie
udvikler, hvor kosteligt det dog er at være et levende menneske, selv
•om det skaffer lidelser; netop det at vi kan lide, bliver os en
garanti for, at vi er af en ædlere art end den øvrige skabning, og
naturen misunder os vort menneskeprivilegium, vilde saa gjerne eie
liv, hjerte, sjæl og lidelse som vi; man erindrer her H. C.
Andersens „Den lille havfrue" og Fouqués „Undine". Forskjellig fra
A. de Vigny og L. de Lisle anskuer Sully altsaa ikke naturen som den
for vore sorger og glæder ubønhørlig ligegyldige.
Den unge digters ry steg stadig, han var fri og frank, uden
bekymring for næring, han forfriskede sig ved en reise i Italien og
medbragte derfra nye impulser, han havde mange gode og kjære
venner, hans hjertesorg var i aftagende, men alt i alt vedblev han
.at være trist. Var denne sørgmodighed egte? Hans klager gjør
indtrykket af at være oprigtige, og Gr. Paris forsikrer, at de er det.
Den samling, som nu kommer, Les Solitudes (fra 1869), giver en
saare mørk livsbetragtning, melankolsk og vemodig; han føler sig
„ensom", deraf titelen. Det første stykke, som kjendes i vide
kredse, handler om de pene, snille, forsagte gutter, som i
skole-pensionatet plages og har det ondt, som bittert savner sit hjem og
hver aften i den uhyggelige fælles sovesal hulkende skjuler sine
smaa hoveder under puden. „Jeg tror ikke," siger Lemaitre, „at
en mor kan læse eller høre de vers uden at faa taarer i øinene."
Naturligvis er det selvoplevede ting, Sully her fremfører. — I det
følgende møder vi adskillige vakre kjærlighedssange. Han bedrøves
over at sjælene ikke helt kan gaa op i hinanden, naa hinanden,
fordi legemet staar iveien og umuliggjør deres forening; det er en
gammel klage, men han har fundet udtryk for den, høist
spiritualistiske. Sin haabløse elskov reiser han et skjønt minde i det blødt
inderlige, stille og enkle Soupir. Gjennem ligesaa formfuldendte
som fine og følte kupletter udtrykker Scrujpule, hvorledes ogsaa i
lej ærligheden tvil og uvished forfølger ham og hindrer ham fra fuld-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
