Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
stændig at stole paa sine egne instinkter. I Le Voluhilis beder
han om, at ikke pragtblomster, roser og liljer maa smykke
hans-grav, men en venlig slyngplante, der kan finde sin vei helt fra.
hans elskedes vindu, som den omgiver, ned til dér, hvor han selv
hviler, det er det selskab, han ønsker sit støv, „den bærer hendes,
kys og skal være en budbringer fra hendes hjerte, den skal med
hendes evighedshaab blomstre hans munds intet." Man har sagt,
at hans poesi undertiden bliver saa sjælfuld, at den naar til at give
udtryk for det, som man skulde tro blot musiken kunde fange. Og;
musik beder han om at faa høre i sin sidste stund, ikke ord;
„bent min gamle barnepige, som jæter ude paa landet, saa synger
hun for mig en simpel og ensformig vise fra fordums dage, en
sagte-klingende melodi; skjælvende i stemmen synger hun den og med
sin haand paa min pande: saaledes er det bedst at dø, for ikke
at merke at hjertet brister, for ikke mere at tænke, for at gaa ud
af verden som vi var, da vi blev født." — Et eksempel paa den
psykologisk deskriptive genre er Joies sans causes, hvor han
forklarer det bekjendte fænomen, at man undertiden føler sig fornøiet
og glad uden at vide hvorfor, saaledes at det maaske er un bonheur
égciré qui voycige, en lykke, der har forvildet sig, der svæver om.
ligesom et magnetisk fluidum i luften, tager feil og slaar ned i et;
hjerte, den egentlig ikke var bestemt for, — mystisk og metafysisk,
halvt spiritistisk sogar, men ganske poetisk. Af symboler
findes-flere, det mest helstøbte er De’clin d’amoiir, kjærlighedens
langsomme uddøen figureret ved pilebladenes gradvise fald i søen om
høsten.
I 1870 mistede han næsten paa én gang sin moder, sin tante
og-sin onkel; hans eneste søster var gift, og fra nu af levede lian
ene. Da krigen udbrød, kunde han blevet hjemme, men han
vildevære med de andre, blev syg af strabadserne, deltog alligevel
pligtopfyldende i kampen mod kommuneoprøret, men rammedes efter
dets ophør af lamhed, kom sig igjen paa sæt og vis uden dog at.
gjenvinde sin hele førlighed. Nogen nedgang i hans
intellektuelle-og poetiske evner bevirkedes imidlertid ikke herved. Han udgav
flere filosofiske og æstetiske monografier og lod digte følge paa.
digte, deriblandt et episk, Les Ecuries cVAugias, men det episke
ligger nu ikke for ham, og saa nogle halvt obligate om krigen. I
1875 kom en fremragende samling, Les Valnes Tendresses, som han
dedicerer til sine ukjendte venner, de som forstaar ham :
„Undertiden kan et ord træffe lige i læserens hjerte; tag hos mig
bare-ganske lidt, det lille som ligner eder selv og derfor har grebet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
