Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Sully Prudhomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
er en sygdom, mennesket et rovdyr og al saakaldt høiere
intellektuel og moralsk interesse og virksomhed en udartning, som perlen
i perlemuslingen. Tanken paa menneskeverket, la dignité, frelser
ham fra at gaa helt op i pessimismen; menneskets bevidsthed om
egen værdighed synes ham noget saa stort og ædelt, at det for
ham bliver et bevis paa viljens frihed, og han vil ikke være
determinist. Le Bonheur baseres paa den idé, at lykken ikke fmdes
helt her paa jorden. Maaske da hinsides, løst fra alle jordiske
baand? Men vi kan ikke forestille os glæde saaledes, at vi
borteliminerer smerte og lidelse. Dette anvendes videre paa
kjærligheden. Faustus og Stella (tydelig efterligning af Goethes Faust)
blev forenede ikke mens de levede, men i den anden verden, hvor
de nød en ubegrænset lykke, indtil Faustus begynder at længes
efter at hjælpe menneskene, efter arbeide og stræv; han føler sig.
ikke lykken værd (la dignité igjen), naar han ikke kjæmper for at
fortjene den. Stella er enig, og paa deres bøn fører dødens engel
dem tilbage til jorden, som de havde forladt for tusinder af aar
siden. Dér er menneskeheden gaaet tilgrunde udslidt og
overnervøs. De to beslutter at stifte et nyt jordeliv i haab 0111 med
sine erfaringer at skabe en fuldkommen lykke for en ny efterslegt.
„Nei, om den hedengangne menneskehed blev spurgt, den vilde
af-slaa at leve et liv uden kampe og trængsler," siger engelen og
fører paa verdensherskerens bud de elskende til det sande paradis,
hvor de endelig faar del i den høieste lyksalighed, til løn for at
de har tænkt mere paa andre end sig selv og formaaet at opofre
sig. E. Scherer1) savner i dette en udtalelse om, at virkelig
lykkelig er kun den, som ikke venter for meget af livet. Men
digteren har jo netop villet undgaa at anskue forholdet fra et saadant
praktisk standpunkt, der i denne høistemte verdenssmerte vilde falde
i det snusfornuftige. Med mere grund har man dadlet begge disse
digte, fordi de, bortseet fra skjønne enkeltheder og den fuldendte
verskunst, trætter ved sin længde, ved overmaalet af metafysik og
koncis l§erdom, virker koldt og abstrakt, ja, som andre af hans
videnskabelige poemer, nærmer sig de poesiløse læredigtes sørgelige
klasse. Sully besidder ikke den titanfantasi, vi beundrer hos de
geniale kosmogonikere, Dante, Milton, Goethe, Byron, V. Hugo..
Etudes sur la litterature contemporaine, IX, 320.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
