Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hermann Bahr: Fremtidens kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
nedstemme sine fordringer; han plager sig ikke med tanker paa
morgendagen, han vil heller vide, hvordan det altid har været i
fortiden-Ti saaledes, tænker han, vil det ogsaa være i fremtiden — der
indtræder nok ingen større forandringer. Livets sandheder er, seet paa
nært hold, altid de samme til alle tider. Hvad der ikke har været
sandhed i de sidste to tusen aar, bliver det vel neppe i fremtiden heller-
Manden tragter ikke efter at vide mere end hans fædre vidste og.
er svært glad, naar han bare tilslut kan forstaa disse.
Ti den erfarne tror ikke paa ønskerne om et „nyt menneske",
og naar han nu for tiden hører saa megen tale om „fremtidens nye^
kvinde", saa ved han, at det i det store og hele alligevel er den
gamle kjendte — blot i en lidt anden form. Det er det sikre og
visse. Dog vil han gjerne vide, hvad de unge sværmer for, og
hvordan de forestiller sig denne kvinde. Smilende vil han derved mindes
sin egen aflagte dumhed, den som dog var ham saa kjær.
En ung wienerinde, frøken Camilla Theimer, har skrevet en bog :..
„Die Erau der Zukunft". Det skal være en slags roman, men den
er daarlig fortalt og fuld af trættende digressioner, saa man har
vanskelighed for at komme igjennem den. Tonen er dog af og til saa.
egte, saa energisk og saa oprigtig, at man maa lytte til den. Man
føler, at her taler et menneske, for hvem netop det som her siges
har uhyre stor betydning.
Lad os da høre, hvad det er, forat vi engang kan faa vide,
hvordan saa mange unge kvinder i Wien tænker sig verden, og hvorledes
de vil forbedre den.
Heltinden er en ung østerrigerinde, frøken Heimburg, der i 5
aar-har levet som journalist i Amerika og nu kommer til England „for at
studere kvindespørgsmaalet". Hun er forlovet med en herr Aliister
Macdonaldson, rigtig et gjennemsnitsmenneske og en skikkelig
ungmand, for hvem hun paa en spasertur — mere livlig end egentlig
elskværdig — disker op med sin lære om kvindens kald.
„Eremforalt-anmoder jeg dig om," forklarer hun, „at du ligeoverfor mig aldrig
mere bruger ordet „tillade". I en kontrakt, som to myndige,
civiliserede væsener indgaar med hinanden, kan der aldrig være tale om
„tillade" eller „forbyde", men i det høieste om udtalte ønsker, som det.
staar den anden part frit at tage hensyn til eller ikke." Hvorpaa
den unge mand endnu er saa galant, at han „skyldbevidst sænker sit
blik"; han undskylder sig: „Det er saa vanskeligt, er gammel vane."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
