Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kitty L. Kielland: Halfdan Egedius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
I>eide. Den sidste dag sagde han: „Aa, i Snorre havde jeg saa
meget, som jeg skulde have gjort, og det skulde blevet godt."
Halfdan Egedius var en af de mest alsidig omfattende
begavelser vi har eller har havt, fin kolorist, udmerket tegner og
begavet med en aandrig intelligents lovede han det allerhøieste.
Nationalgalleriet har af Egedius’ efterladte arbeider indkjøbt
Statskleivs portræt, to landskabsbilleder samt 17 haandtegninger.
Vaaren 1898 fik Halfdan Egedius statens stipendium, men han
opsatte sin reise for illustrationernes skyld.
I vaar skulde han da reise til Italien, men det blev istedet
afreisen til det ukjendte gjennem dødens port.
Her i afslutningen af livet kom hans modige karakter og hans
mandige personlighed frem. Hvor de fleste bliver svage, der blev
han sterkest. Man saa jo dag for dag sygdommens nedbryden af
legemet, men udtrykket i ansigtet modnedes og fik en forunderlig
kraft, det var som om hele mennesket koncentreredes i øinene.
Det var som høitid at komme ind til ham ved sengen, men
han vilde nødig, man skulde være høitidelig, han vilde helst have
lidt spøg og smaaprat, som der dog var noget i.
Det kunde undertiden falde vanskeligt nok, for alt, hvad en
kunde ville tale om, skurrede let ligeoverfor den pinefulde sandhed,
at der laa dette deilige, begavede menneske, som syntes, han bare
var begyndt sit arbeide, og døde.
Naar man saa alligevel fandt paa noget, som kande være at
tale om, fik man et taknemligt smil, og samtalen kom atter i gjænge.
Han tog med mandigt mod uden knur eller frygt imod
underretningen om, at han maatte dø. Han syntes, det var ondt, fordi han
havde masser, han vilde gjøre, „om jeg lever i hundrede aar, faar
jeg ikke gjort alt det, jeg har at gjøre," havde han sagt.
Men der kom ingen klage, sin kamp kjæmpede han ud alene.
I den sidste tid var det, som om han mest tænkte paa de
andre, paa deres sorg, som han neppe taalte at se.
Ved fuld bevidsthed lige til sidste sekund trøstede han moderen
og bad hende være sterk. Saa kom døden ganske stille og rolig.
i
Kitty L. Kielland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
