Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun: Victoria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
eggende til modsigelse, formummet i saa mange sære skikkelser, at
man stadig spurgte: hvilken er den egentlige, den rigtige, hvor er
Hamsun selv? Man vil jo gjerne straks kunne pege paa noget centralt
hos en digter, ligesom kunne sige: dette er hans inderste personlighed,
den styrende, den ansvarhavende. Og man havde lidt vanskeligt for
at finde den ansvarhavende, hos Hamsun. Tor mange var det
over-daadige spil at farver, af hastige lysvirkninger, hele denne
fosfor-knitrende atmosfære, hvor ens sanser blændedes, af stor
hemmelighedsfuld tiltrækning. Man elektriseredes, og ens ophidselse holdtes stedse
vedlige af nye indfald, nye melodier, nye mysterier. Selve
personligheden Hamsun blev herunder et mysterium, en af historiens
hemmelighedsfulde, en af dem, som der vil gaa sagn om. Saa var der paa
den anden side ogsaa de læsere, som følte sig utilfredsstillede af det
usikre, blaffende lys i hans bøger, der var dem, hvis nykterne, øiebliksvis
maaske lidt pedantiske virkelighedssans reagerede mere eller mindre sterkt
mod den poseur, som ikke sjelden ståk hovedet op bag Hamsuns
indfald. Undertiden fæstede kritiken sig ret bestemt ved denne poseur.
Den som skriver disse linjer har selv været tilbøielig til at betone
det usammenhængende, ansvarsløse, i Hamsuns første virksomhed.
Tiden har baade givet kritiken ret og gjort kritiken til skamme. Den
har givet den ret, forsaavidt som Hamsuns udvikling betegner en mere
eller mindre bevidst fjernelse fra den brogede, vilkaarlige
mangfoldighed, hvori hans rige kunstnerpersonlighed ligesom fandt behag i at
forstikke sig, til enklere, klarere, mindre barokt slyngede former. Og
den har gjort kritiken til skamme, forsaavidt denne ikke altid bag
poseuren, den vittige spøgefugl, den fantastiske troldmand, bag
prædikanten, der tilberedte dagens tekst paa en saa pikant maade, følte
den betydelige personlighed, endnu. uklar, et bytte for ilende
stemninger, for stridende tilbøieligheder, — den store digter, der endnu
syntes at lege med sine kræfter.
Hamsuns første verker giver en række glimrende antydninger,
brudstykker af sjelden interesse. Men det bliver endnu kon
brudstykker, interessen taber sig i sidespring, det vittige indfald behersker
fremstillingen, det sensationelle, overraskende, den blinkende effekt
træder i forgrunden. Det er en kunstner, der driver et romantisk spil
med sit emne, der ikke kjender andre hensyn end de artistiske. Til
gjengjæld er han artist som de allerfærreste, en lykkelig sprogets
elsker, en lidenskabelig og raffineret dyrker af dets skjønne tillokkelser.
Det er et kunstnerisk fribytterliv, han fører i disse aar. Men der var
stof i ham til noget andet end en fremragende kunstnerisk fribytter.
Det sprudler fremdeles lige sterkt i digterens kilder. Men det
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
