Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun: Victoria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
er, som om de mange vekslende indskydelser, den fantastiske forvirring
i hans indre er kommet under indflydelse af en ledende magt, en
myndig, vidende vilje, der gjør det væsentlige, det dybest personlige,
de bestemmende følelser og indtryk gjældende paa bekostning af de
mange kapricer. Det er en ganske anden hel og villende personlighed, vi
møder i Hamsuns tre skuespil og nu i hans sidste bog end i „Mysterier".
Og hans følelsesliv synes at have gjennemgaaet en betydningsfuld
udvikling: de mange springende aarer har samlet sig i én stor bølge, én
dyb mægtig strøm. I „Victoria" er de brudte lyriske stemninger
flydt sammen i den store varme følelse, de mange melodier er
tor-stummede eller klinger harmonisk med i digtningens vidunderlig klare
og fyldige tonekunst, en kjærlighedens sang af de vakreste, mænd har
digtet til ære for poesiens evige kilde.
I Hamsuns tidligere arbeider har man ikke sjelden det indtryk,
at. selve hans stilistiske begavelse, hans mangfoldige artistiske
behændighed leder ham paa afveie. Han søger leilighed til at udfolde sin
blændende sprogkunst, hvor den tilbyder sig. Og det synes, som om
det. indtryk af poseur, han efterlader, undertiden beror paa selve det
sproglige, paa den ofte forcerede maade, hvorpaa digteren betoner sin
originalitet. Det forekommer mig, at Hamsuns stil har vundet i
naturlighed, i fast og mandig enkelhed i den tid, han hovedsagelig
beskjæftigede sig med dramatisk digtning. Dramaets udtryksform tillader ikke
den ekscentricitet som novellen, Hamsuns fine sprogøre har straks
tilsagt ham, at den menneskelige tale, repliken, særlig naar den skal
lyde fra scenen, er mere sensibel end digtningens øvrige former, en
falsk eller affekteret tone virker langt pinligere. Samtidig med at
Hamsuns begavelse vinder i dybde og inderlighed — allerede i „Pan"
er der ved siden af visse ekstravaganser en anden grundstemning
— vinder saaledes hans form i skjønhed, i rén og uaffekteret mandighed.
Mandig er netop hans stil i „Victoria", høit baaret af en sterk
selvbevidst følelse, det naturlige udtryk for denne, for en mands
sunde lidenskab, skjøn i sin styrke, snart uretfærdig indtil blindhed,
snart myg, bønlig, varmt givende af sin sjæls fulde hengivenhed.
Vecl siden af de talrige feminina af hankjøn, vi møder i moderne
litteratur, virker en digter som Hamsun forfriskende maskulin.
Hamsuns sidste digtning, den vemodig vakre historie om møllerens
søn og herregaardsfrøkenen, saa fint og inderlig fortalt, stiller Hamsun
i förste række blandt moderne kjærlighedens digtere. Af vore unge
prosakunstnere er der neppe mere end én, Thomas Krag i „Ada
Wilde", der har orel af saa fager en klang som Hamsun i „Victoria".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
