Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Knut Hamsun: Victoria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Gjennem Hamsuns beretning om herregaardsfrøkenen og møllerens
søn fletter der sig som en krans af selvstændige digte, en mangefarvet
guirlander at kjærlighedspoesi, kjærlighedens væsen belyst i sælsomt
udtryksfulde billeder. Med sjelden malerisk sans er disse billeders
farvetone stemt sammen med lys og skygge i den centrale digtning.
Undertiden føles det, som om digteren i Johannes’ stemninger, i hans
samliv med sine digte og drømme, — just i denne billedkrans —
egentlig har fundet det rigest nuancerede udtryk for sine følelser.
— „Ja hvad var Kærligheden? En Vind, der suser i Roserne,
nej, en gul Morild i Blodet. Kærligheden var en helvedeshed Musik,
som faar selv Oldingers Hjærter til at danse. Den var som Margeritan,
der aabner sig paa vid Væg mod Nattens Komme, og den var som
Anemonen, der lukker sig for et Aandepust og dør ved Berøring.
Slig var Kærligheden.
Den kunde ruinere sin Mand, genrejse ham og brændemerke ham
igen; den kunde elske mig idag, dig imorgen og ham imorgen Nat,
saa ubestandig var den. Men den kunde ogsaa holde fast som et
ubrydeligt Segl og blusse lige uudslukkeligt til Dødens Stund, for saa
evig var den. Hvorledes var da Kærligheden?
O, Kærligheden er en Sommernat med Stjerner paa Himmelen og
Duft paa Jorden. Men hvorfor faar den Ynglingen til at gaa skjulte
Veje, og hvorfor faar den Oldingen til at staa paa Tæerne i sit
ensomme Kammer? Ak Kærligheden gør Menneskehjærtet til en
Sop-have, en frodig og uforskammet Have, hvori der staar hemmelighedsfuld
og fræk Sop.
Faar den ikke Munken til at luske indad stængte Haver og lægge
Øjet ind til de Sovendes Vinduer om Natten? Og besætter den ikke
Nonnen meel Daarskab og formørker Prinsessens Forstand ? Den slaar
Kongens Hoved i Vejen, saaat hans Haar fejer alt Vejens Støv, og
derunder hvisker han ublu Ord for sig selv og ler og stikker Tungen ud.
Saaledes var Kærligheden.
Nej, nei, den var atter meget anderledes, og den var som ingen
anden Ting i hele Verden. Den kom en Vaarnat til Jorden, da en
Yngling saa to Øjne, to Øjne. Han stirred og saa. Han kyssed en
Mund, da var clet som to Lys traf hinanden i hans Hjærte, en Sol,
der lyned mod en Stjerne. Han faldt i en Favn, da hørte og saa han
intet mer i hele Verden.
Kærligheden er Guds første Ord, den første Tanke, der sejled
gennem hans Hjerne. Da han sagde: Bliv Lys, blev der Kærlighed.
Og alt, han havde skabt, var saare godt, og han vilde, intet have
ugjort igen deraf. Og Kærligheden blev Verdens Ophav -eg Verdens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
