- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Tiende aargang. 1899 /
119

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Julio Brouta: Den carlistiske bevægelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

119

Det er forunderlig, hvordan den politiske lidenskab kan forblinde
menneskene. Det var særlig carlisterne, der drev Spanien til krig med
Nordamerika. Da regjeringen i sin tid var usikker om, enten den
skulde give efter for trudslerne og udfordringerne fra kabinettet i
Washington og forordne Cubas rømning, eller den skulde paatage sig
ansvaret for en kamp mod det mægtige statsforbund, da var det ikke
mindst Don Carlos’s manifest, der bidrog til, at afgjørelsen gik i krigersk
retning. I dette manifest kunde man læse følgende sætning: „Hvis
regjeringen af hensyn til uvæsentlige (det vil sige dynastiske)
interesser skulde vove at indvilge i fædrelandets sønderlemmelse, da skal vi
^(carlisterne) vide at overtage kanonernes rolle og opstillet bag de
modløse regimenter drive dem frem til angreb." CarHsterne har altsaa
ligetil fremtvunget krigen, men da den forløb saa uheldig, tager de nu
heraf anledning til at bebreide regjeringen og dynastiet, at de
erklærede krigen.

„Det mislykkes sjelden at berolige sin egen samvittighed," heder
det i en af Wertheimer’s udmerkede aforismer. Et slaaende eksempel
paa dette er den maade, hvorpaa carlisterne søger at retfærdiggjøre
sine landsskadelige planer. - Hvis man foreholder dem, at det vilde
være en ligefrem forbrydelse mod fædrelandet at fremkalde en
borgerkrigs rædsler i dette øieblik, da Spanien er saa haardt trykket, saa
svarer de med fuld overbevisning og uden at fortrække en mine, at
det forestaaende carlistiske felttog vil blive ganske ublodigt. Don
Carlos vil bare komme, se og vinde; landet higer efter ham, som
karavanen i ørkenen higer efter en frisk kilde, og hans indtog i Spanien
vil mere ligne en militær promenade end et felttog.

Saadanne forestillinger vilde ikke kunne, berolige carlisternes
samvittighed, hvis de af Spaniens nyere historie havde lært at se, hvor
lidet harmløs saadanne forvandlingsscener paa vor politiske skueplads
hidtil har været.

Ved Eerdinand VII’s død (1833) ventede man, at størsteparten af
hæren vilde erklære sig for Don Carlos. Særlig troede man med
sikkerhed at kunne forudsætte, at den kongelige garde helt vilde erklære
sig for den afdødes broder. Ved hjælp af dette militære rygstød
skulde Don Carlos bestige Spaniens trone uden at møde modstand.
Men disse beregninger kuldkastedes dog snart af virkeligheden. I
spidsen for garden erklærede general Pastors sig for regentinden Marie
Christine, og det kom til en blodig borgerkrig, hvis udfald længe var
usikkert. Tilslut (1839) maatte dog Don Carlos frelse sig ved flug^
til Frankrig; men da Spanien i 1860 var indviklet i krig med Ma"
rokko, søgte hans ældste søn, greven af Montemolin, Don Carlos II

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:36:17 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1899/0123.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free