Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - a: Amerika kjedede sig - Ernst von Wolzogen: Modsætningernes aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
andet til disse usunde og oprørske øer, at forøge den regulære armé’s
styrke til hundredetusen mand og at bygge ti-ty ve store panserskibe.
Alt dette kommer at koste forfærdelig mange penge, saa det er
forstaaelig^ at Mac-Kinley er lidt forlegen, endnu mer forlegen end
nogensinde før i sit præsidentskab, der dog ofte bar bragt ham i svære
forlegenheder.
Men hvad gjør det? Amerikanerne kjeder sig ialfald ikke mere.
a.
Modsætningernes aarhundrede.1)
Det er snart forbi. Blot trehundrede femogseksti dage igjen,
saa falder teppet larmende ned foran os — de store opfindelsers stolte
aarhundrede er forsvundet fra scenen, og vi spærrer øinene vidt op
og ser os ængstelig omkring i forventningen om, at den store
„menneskelige komedies" nye optog vil vise os ganske andre scenerier.
Tallet „99" vækker i og for sig ganske underlige fornemmelser
og der er vel neppe et menneske — han være saa rolig og fornuftig
han vil — som ikke iaar gaar omkring i nervøs spænding paa, hvad
overraskelser „19" foran de to nuller vel vil berede ham. „Ethvert
menneske har engang længtet," siger den stakkars jøde i „Die Weber",
og denne længsel gjør, at han kjender duften af honningkager
gjennem dørsprækkerne og kanske ogsaa gjennem nøglehullet i al
hemmelighed kiger paa de opfyldte idealers straalende lys.
Hvorfor skulde vi undse os for at have en barnslig julefølelse
ved et saadant vigtigt tidsafsnit? Naturligvis ved vi allesammen
meget godt, at verdenshistorien ikke under hørlig larm skyver et
ganske nyt billede ind i sit skioptikon, men at historien vil gaa videre
akkurat som før skiftende sol og vind i tempo qiusto.
Jeg har havt mango, søvnløse og lange nætter forud for denne
nytaarsnat, lange timer, hvori verden har vist sig graa og trøstesløs,
og da har jeg paa længselens vinger hævet mig høit over dagens
kolde virkelighed.
Jeg har været langt inde i det nye aarhundrede, men jeg kan
ikke saa nøie beskrive, hvad jeg har seet af det; ti for det nye jeg
saa, ved jeg ikke noget navn, og de mere bekjendte ting havde ikke
forandret sig noget videre. Heller ikke har jeg kunnet se saa meget
nyt, da jeg fandt det meget interessantere at se tilbage paa det gamle.
Jeg kan ikke andet end tilstaa, at det foidøbne aarhundrede
forefaldt mig uhyre komisk fra det ophøiede stade, hvorhen længselen
havde baaret mig, ja saa komisk, at jeg fik det mest levende ønske
om at blive født paa ny rigtig langt ind i det tyvende aarhundrede —
da vilde jeg være historisk lystspildigter. Jeg føler mig nemlig
overbevist om, at man engang vil le hjertelig over os arme stympere.
I „Die Zeit".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
