Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - F. Schotthoefer: Socialmusæet i Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
I Frankrige med sin tilbøieligked til centralisation skjærpes blikket
i høi grad for de store forholde og de store linier i stats- og
samfundslivet. Øiet vænner sig til at se fra centralisationens standpunkt,
og naar nye problemer dukker op, kan det lettere erkjende disse i
deres sande skikkelse og værdsætte dem efter deres betydning. Netop med
hensyn til erkjendelsen af det moderne arbeiderspørgsmaal gjælder
i særlig grad, hvad Leopold v. Ranke siger om franskmændene i sin
almindelighed: „De har altid været meget interesserede for de store
problemer i ståt og kirke, og med sit eiendommelige talent for at
kunne udtrykke sig, har de gjort dem forstaaelige for alle andre."
Det vil ikke være vanskeligt, at paapege, hvor tidlig man i St. Simon’s
og Fourier’s land naaede til de opfatninger af det nittende aarhundredes
samfundsrevolutioner, som endnu dengang ansaaes for utopier.
Socialisternes drømme havde fortættet sig til praktisk socialpolitik allerede
hos Frederik Le Plays, ug den „historisk-etiske" retning i den tyske
nationaløkonomi har ikke formaaet at præcisere „socialreformen"
klarere og tydeligere end den mand, der opfandt „L’économie sociale"
og inspirerede Napoleon III’s imperialistiske socialpolitik. Med sine
lovbestemmelser om frie understøttelseskasser og statens overtagelse
af alderdomsforsikringen indebar denne i sig næsten alle de ideer, af
hvilke de rigstyske socialforsikringer senere er fremgaaede.
I femtiaarene kunde en fransk regjering endnu nære det
bedrageriske haab, at staten i sin sociale optræden kunde give afkald paa
tvang og opnaa sit maal blot ved at opmuntre det private initiativ.
Vi maa holde fast ved, at socialmusæet i Paris har sin oprindelse
i dette modne, man kunde næsten sige metafysisk-forenklede, overblik
over og indblik i det moderne samfunds udviklingsproces, saaledes
som det i Frankrige allerede er blevet store kredses eiendom.
Det er forresten let at forfølge det Chambrun’ske socialmusæum
ned til dets første begyndelse. Denne udgik fra Le Plays der i 1866
var keiserlig leder af verdensudstillingen i Paris og locl udstille en
række gjenstande, der kunde bidrage til „at forbedre befolkningens
fysiske og moralske kaar."
Paa de følgende Pariserudstillinger udviklede man videre denne
„socialøkonomiske afdeling" og i 1889 kom nogle fremragende
politikere sammen med Jules Simon og flere forat drøfte spørgsmaalet om,
hvorvidt det var muligt, at denne del af verdensudstillingen kunde
forblive samlet. Her var det da, at grev Chambrun traadte til med sin
forstand og sine millioner. Som parlamentariker havde denne mand
skaffet sig et navn allerede i seksti-syttiaarene, og som medeier af det
store glasværk i Baccarat (ved grænsen mod Lothringen) havde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
