Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile Faguet: Vor tids tungsind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
vor tids tungsind ? Religionerne er i sin grund pessimistiske, ialfald
de moderne religioner, og det kan jo kun være dem, vi beskjæftiger
os med. De maa være det rette middel mod vort tungsind, ti de
lærer os at erkjende det. De mener, at livet er slet og anser det
som en prøve; de vil altsaa, at man skal haabe, hvorfor de gjør haabet
til en dyd og en pligt. Man undergraver deres grundvold, dersom
man siger og tror, at livet er godt, og at man skal tage det helt og
holdent, saadan som det er."
Det er ganske sandt altsammen; men jeg har her kun villet give
en psykologisk fremstilling af den lykkelige mand og af hans
modsætning. Og jeg gjentager, at den lykkelige mand ifølge sin inderste
natur maa elske livet helt og holdent og lade alt haab fare, mens den
tungsindige mand helt er gjennemtrængt af foragt for livet, samtidig
som han altid gaar rundt med et nyt haab og med, hvad Joubert
har kaldt „en uudholdelig higen efter lykke". Mere har jeg ikke
tænkt at sige.
Vi kan gaa videre: naar en mand er født til at være lykkelig,
er optimist, pantagruélist om man vil, er han da uden al religiøs
følelse, og er denne imod hans natur? Slet ikke! For saadanne mænd
er religionen ligesom et reservefond. De synes, at livet er herligt,
at verden er god, at menneskene er elskværdige og — som vi har
seet — aldeles fri for egoisme og utaknemmelighed. Men de elsker
religionen som det sidste middel til at bevare sin optimisme, et
hjælpemiddel som de trods alt føler, at de ved leilighed kan faa brug for.
Naar det system, som udgjør deres styrke, naar den almindelige
livsopfatning, som udgjør deres moralske kratt, ikke længere strækker
til, saa ved de og siger de: „Naar livet, der pleier være saa brav,
begynder at tabe lidt af sin tiltrækning, lad os da tænke paa, at det
kun er en øvelse for vor dyd, og at der gives noget større og bedre."
Altsaa strider den religiøse følelse i almindelighed slet ikke mod deres
optimisme, men den kan til sine tider, og netop naar det mest kræves,
ligesom udfylde denne.
Jeg er meget tilbøielig til at tro, at de ikke ofte trænger
religionens hjælp, og at den religiøse følelse ikke saa hyppig aabenbarer
sig klart for. dem. De mennesker, som er virkelig religiøse, vil nemlig
altid føie sig tilsidesatte af denne verden og ligesom foragtede —
mens det er meget tvilsomt, om optimisterne har en saadan følelse af
tilsidesættelse her i verden; religionen er dem dog alligevel en trøst
og en lindring, naar de har den behov.
Er dette efter alt saa dumt? En praktisk og fornuftig filosofi,
som strækker til for dagligt brug, men som erklærer sig utilstræk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
