Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Brevveksling mellem Jakob Burckhardt og Friedrich Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
selv Richard Wagner (som da var hans nærmeste og bedste ven) var
saa smittet af clen uhyre stoltheds- og seiersrus, som havde grebet
tyskerne, at han lod sig henrive til bitter spot mod den romanske
civilisation og til en forhaanelse, „Die Kapitulation von Paris", —
mens Frankrig laa nedbøiet under sin store smerte. Allerede dengang
syntes min broder, at dette var baade pinligt og ubegribeligt, senerehen
ansaa han det som ganske vanvittigt, ti efter hans mening hørte
Wagner og hans kunst netop hjemme i Paris. Høsten 1888 skriver han:
„Som kunstner har man i Europa intet andet hjem end Paris; den
délicatesse i alle fem kunstsanser, som Wagners kunst forudsætter,
evnen til at udtrykke nuancer, den psykologiske morbiditet finder man
kun i Paris. Intet andet sted har man denne lidenskab for formen,
dette alvor ved iscenesættelsen, dette pariseralvor par excellence.
I Tyskland aner man ikke engang den grænseløse ærgjerrighed,
som lever i en pariserkunstners sjæl." .... „Men jeg har allerede
tilstrækkelig klart udtalt, hvor Wagner hører hjemme, hvem der er
hans nærmest beslegtede: det er den franske sen-romantik; han hører
til den samme høitflyvende og høitstræbende klasse kunstnere som
Delacroix, som Berlioz, med en hel del ulægelig sygelighed i sit væsen;
formens fanatikere, virtuoser tilbunds. — Hvem var i det hele
taget Wagners første intelligente tilhænger? Charles Baudelaire,
der ogsaa var den første, der forstod Delacroix; en typisk décadent,
i hvem en hel kunstnergeneration har kjendt sig selv igjen, — han
var kanske ogsaa den sidste. Hvad jeg aldrig har kunnet tilgive
Wagner? At han blandede sig med tyskerne, — at han blev
rigs-tysk."
Det forekom min broder saa underligt, at krigslykken gjorde Wagner
fiendtlig ligeoverfor hans egen eiendommelige atmosfære, og det er
ham til alle tider ganske ubegribeligt, at en politisk grænse kan
udøve nogen indflydelse paa de dybeste moralske og kunstneriske
anskuelser. I 1874 skriver han i sin bog „Schopenhauer als Erzieher" :
„Jeg vil forsøge at arbeide mig frem til frihed, siger den unge sjæl
til sig selv; og skulde det da kunne hindre den, om tilfældigvis to
nationer hader og bekriger hinanden? ..." Det var en udmørket
støtte for ham, at han fik hjælp af Jakob Burckhardt, denne „kjølige
historiker", som Wagner i sin heftige opbrusning undertiden kaldte
ham; ti i de tider, min broder nærede den høieste beundring for
Wagner, faldt det ham saa vanskeligt med sit elskende og beundrende
hjerte at staa fast ved sin egen opfatning og have en anden mening
end den elskede mester. Derfor skriver han ogsaa senere om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
