Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marna Aas: Draugen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
Du haabed at fri mig fra dødens gru,
kan du, saa hjælp mig nu,
befri mig fra grav og død.
giv mig liv og brød.-’
Draugen stirred stivt i det kolde kvindeøie:
„I tusinder af aar har jeg søgt efter fred,
men fandt aldrig hvile et eneste sted.
Thi kvinde, saa er det bestemt i det høie.
Den ene søger liv, den anden søger grav,
den ene vil mod land, den anden ud paa hav.
Nu vil du paa livets bølgende sjø,
mens jeg søger gravro og længter til at dø.
Vel kvinde, mit liv skal jeg give dig,
men da maa din grav du skjænke mig."
„Sig, faar jeg da være om mine smaa?"
„Ja, du kommer frem, hvorhen du vil gaa."
„Men de andre døde vil ei slippe dig ind!"
„Inat klokken 12 staa da paa kirketind,
de døde skal vækkes af søvnens blund,
thi alle skal vaage i stridens stund.
Da slaar jeg til kamp, min tjener blir med,
jeg vover et slag for min evige fred."
Med sjøen som en kappe om sine skuldre kastet
draugen om natten mocl kirkegaarden hasted.
Mens oppe paa taarnets høieste spids
en kvinde lyste som i taagedis.
Det ranglet med knokler, det hven om kirkemur,
de døde blæste op til kamp paa sin lur.
Der raste i natten en kamp uden lige,
da solen brød frem, maatte dødningerne vige.
Den næste morgen laa kirkegaarden fuld
af dødningeben, halvt bedækket af muld.
Og midt blandt de hvide, splintrede ben
stod der en ganger i haarde sten,
Men draugen laa paa en aaben grav
og blinkende stumt laa det stormfulde hav.
Marna Aas,
født Aall.’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
