Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marna Aas: Draugen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245
Han længted mod land
ban vilde ha grav.
Han haded livet saa karrigt paa glæde,
han haded sit herskersæde.
Han var træt af det vilde hav.
Hvor gjerne han skulde ofre, gi’
naar bare han kunde fra livet sig fri’. –-
Og ind mellem halvsunkne flager af is
han styred sin baad for sagte bris.
Men ud paa kvelden brød stormen frem,
og draugen saa fiskerne haste hjem.
Han følte en trang han ei husked paa længe
at hjælpe de stakler, der kunde ham trænge.
Han stirred: var alle i havnen inde?
Da saa han paa havet en enslig kvinde.
Hun gynged sin baad paa bølgetop
snart dukked den ned, snart atter op.
Den stakkel maa ensom mod bølgerne kjæmpe,
jeg vil hende hjælpe og bølgerne dæmpe.
Saa styred han hen mod den vippende baad,
da hørte han sagte sukke og graat.
Draugen vil fatte den kvindehaand blød
men da han kom nær — han griber en død.
Da hører han sus som af fjerne drøn,
og gjennem mørket i grotten han saa
med flammende ild hin bjergkai staa:
„Nu døden er indløst menneskesøn,
ved hende skal du den vinde,
inat skal din grav du finde." —
Den døde griber ham: „O fri mig ud,
thi længe forgjæves har jeg bedt Gud.
Vel var jeg af bjergkallens ældgamle æt,
men magtløs er slegten — uden eviglivsret.
Og mine smaa børn de klynker og græder,
og hvor de vanker, gaar de og leder
og raaber paa brød og paa mor
— men jeg faar ei svare et ord.
Hver kveld maa jeg stige af graven op
at høre børnenes jammer og raab.
Magtløs jeg staar der i klæderne hvide,
hører dem græde og ser dem lide.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
