Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af sentimentalitetens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
uligeartede ingredienser, hvoraf en saadan følelse bestaar. Rousseau
og Goethe skildrer en kjærlighed, der lever og vokser, Constant
følger ikke alene dens vekst, han fortæller om en kjærlighed, der
visner og næsten er døende, da den blusser op i et sidste
feberanfald. Werther rives med i et kjærlighedens vaarbrud, hos
Adolphe er der høst. I den opløsning, lians følelse undergaar, er
hans evne til at analysere sin sjælstilstand af særegen betydning;
St. Preux reflekterer forsaavidt over sine følelser, at han nøiagtig
kan beskrive deres udviklingsstadier, Adolphes reflektion er af en
dybere og farligere art. han lever sjelden eller aldrig fra øieblik
til øieblik, han ser alt i en videre sammenhæng, tænker paa
fortid og fremtid; han ved, at en følelse fødes og dør, han kjender
dens puls og bestemmer temperaturen. Paa denne maade bliver
reflektionen en opløsende, dræbende magt. Han ved det selv, og
det fylder ham med dyb sørmodighed, en sørgmodighed, der
undertiden forvandler hans fattige kjærlighed til en skjælvende ømhed.
Det er med denne ømhed, han betaler for den manglende
lidenskab, det er den, som giver Adolphes sjæleliv dets særegne
skjønhed, høstens blege og sarte skjønhed.
Et skridt videre og Adolphes sørgmodige skepsis er vegen for
en haard og kjølig ironi. Sentimentaliteten har opløst sig selv,
den bløde grundtone er hendøet. selvbetragtningen er uden
medlidenhed. reflektionen regjerer. Den udvikling, som begynder hos
St. Preux og Julie med en flom af elskovsord, i høi lyrisk patos,
afsluttes i Stendhals ,.Rouge et noir" (1831), i forholdet mellem
Julien og mademoiselle de la Mole: en kamp, forfængelighed mod
forfængelighed, hvor den koldeste seirer. Hos Rousseau en ung
mand, der svømmer i en ild af stemninger, hos Stendhal en anden
ung mand, der gjør sig regnskab for værdien af hvert kjærtegn.
Den ene beruset af hver liden sanselig enkelthed, den anden
l>e-luset han ogsaa, af sin forfængelighed, af glæde over. at han, den
lille plebeier, har natlige stevnemøder med en kvinde, der ombciles
af Frankrigs høiadelige ungdom. Reflektionen har seiret. Men
dybest inde lurer dog ogsaa hos Julien den store naturmagt, for
hvilken al beregning, al dyd og ærgjerrig klogskab maa svinde.
Og i den samme digtning, der fortæller om den helt kolde og klare
reflektion, lærer vi at kjende en ung kvinde, der nysgjerrig,
forfængelig, let forelsket tilsidst gribes af hin store tvingende
lidenskab og lig en søvngjængerske gaar sin skjebne imøde. Hvor er
hun rank og skjøn og kvindelig, denne mademoiselle de la Mole,
der ofrer en stolthed, som er hende en religion, for den besynder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
