Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af sentimentalitetens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Den overgang, vi i digtningen kan iagttage fra mere naive
former, fra mere umiddelbare følelsesudtryk til sentimental
selvbeskuelse, reflektion, analyse, lader sig med fordel følge i tre
verker fra forrige aarhundredes slutning og dette aarhundredes
begyndelse. Der er en meget merkbar sammenhæng mellem disse
tre verker, „Nouvelle Hélo’ise" (1761), Goethes „Werther" (1774)
og Benjamin Constant: „Adolphe" (1816). De betegner hver især
en smertelig sød fordybelse i menneskets kjærlighedsliv, i de
skiftende sindstilstande, der betegner dettes vekst. Hos Rousseau er
det endnu to lidenskaber, der springer hinanden i møde, to længsler
af næsten samme styrke. Det er noget ydre og tilfældigt, der
hindrer disse lidenskaber i straks at forenes, standsforskjel, en
uvillig fader, men først og sidst dyden. Den dramatiske spænding
beror paa en styrkeprøve mellem kjærligheden og dyden. Men
under denne prøve bliver da kjærlighedens væsen omhyggelig
belyst, dens lykke vurderet, de smaa overgange i den store
sindsbevægelse undersøgte og bedømte. Hos Goethe er der ikke længer
de to flammer, som mødes; følelsen er blevet alene meel sig selv,
den faar kun næring af en øm sympati, den bliver ikke et øieblik
helt tilfredsstillet. Werthers kjærlighed har gode stunder til at
speile sit melankolske fysiognomi. Saa sidder da den ensomme
elsker og finder en sørgmodig tilfredsstillelse i at samle dagens
indtryk, gjenkalde sig en og anden lykkelig fornemmelse, fordybe
sig i sin syge længsel. Og i disse ensomme timer bliver hans
iagttagelse skarpere, han lølger meel spændt opmerksomhed hver
liden bevægelse hos den elskede gjenstand og hos ham selv; den
„erotiske intelligens" vokser hos en mand, der er nødt til at
iagttage. at vente og længes.
Werther er nødt til ofte at føre et ensomt samliv meel sin
længsel. Det er derimod ikke helten i Constants erotisk-psykologiske
skildring: Adolphe. Tvertom, han mødes af en sterkere kjærlighed,
end han selv kan yde. Men netop derfor bliver ogsaa hans følelse
ligesom alene, han har noget at skjule, han fører en
elobbelt-tilværélse, han er ikke den samme mand hos Ellénore og hjemme
hos sig selv. St. Preux maler sin sindsbevægelse i alle dens
nuancer, mens han selv nyder clen og samtidig søger at paavirke
sin veninde, — Werther fineler et surrogat for den kjærlighed, han
forgjæves begjærer, ved at gjenkalde sig og besigtige sine
stemninger, — for Adolphe, eier stadig er nødt til at maale sin følelse
med en sterkere, er det en halvt sørgmodig, halvt- forfængelig
tilfredsstillelse at underkaste den en skarp analyse, at bestemme de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
