Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
Nicolai Wergeland.
r.
Født i Hosanger 1780, af bondeæt, død som provst og
sogneprest til Eidsvold 1840, et af de mest fremtrædende og mest
omstridte medlemmer af rigsforsamlingen 1814, roussausk frihedsmand
og Karl Johans ven, fanatisk i sit had til Danmark, alsidig
interesseret og alsidig udrustet, har Nicolai Wergeland spillet en
merkelig rolle baade i vor politiske og i vor litterære historie; han er
en af de personligheder, som enhver iagttager af vort nyere
aands-livs udvikling vil stanse ved. Og de eiendommelige modsætninger i
hans karakter, der bevirkede, at hans samtid bedømte ham saa
forskjellig, gjør ham ikke mindre interessant. Hertil kommer, at
han ikke bare har havt betydning ved den indsats, han personlig
har gjort, men at han tillige har øvet en merkbar indflydelse paa
sin søn Henrik Wergeland, hvis virksomhed faar en interessant
belysning ved at sees i sammenhæng med faderens.
Nicolai Wergelands æstetiske debut er en efterligning af Sterné:
„Haldor Smeks smaa Tildragelser i Livet, Eventyr, Bemærkninger og
Meninger," (Kjøbenhavn 1805), — hans sidste litterære gjerning er, som
hans datter fortæller 1), at oversætte Victor Hugo: „Les burgraves".
Der ligger en hel tidsalder mellem disse to forfattere,
oplysningstidens glade og følsomme digterprest og den steilt storslagne
romantiker, en sælsom forvandling af menneskets interesser og smag.
Og Nicolai Wergeland har paa et langt stykke vei fulgt denne
forvandling: det sentimentalt æstetiserende Kjøbenhavn af 1800, det
Kjøbenhavn, hvis aand og gjennemsnitsniveau repræsenteres af
Rahbek, har bestemt hans første bog; senere træffer vi jo et og
andet fra hans haand af det samme præg: i Kristianssand udgiver
han en fortsættelse af „Haldor Smeks smaa Tildragelser" (1810),
men han bliver fra nu af mere politisk end æstetisk interesseret;
først benved 30 aar efter sin debut træder han atter op i den
litterære verden, denne gang som sin søns kritiker og forsvarer
under den første store brydning i det unge nationale aandsliv.
Nicolai Wergelands første frembringelse er i sjelden grad merket af
en hensygnende aandsretnings fattigdom, den er en aandløs
efterabeise, besidder intet af Sternes vid, intet af hans pikante følsomhed,
’) „I de lange Nætter" s. 259.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
