Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281
lians naturlige skjelmeri, clen ligner et vissent vrængt skind, alt
indhold, alt oprindeligt liv er udtørret. Næste gang møder vi den
nu aldrende forfatter som en forstaaende og varmhjertet forsvarer
af det nye liv, der sprudler frem i vort folk, dets forsvarer mod
en gammelklog yngling og hans venner, trediveaarenes konservative
ungdom. Men det er netop hans forhold til Sternes aarhundrede,
der betinger denne hans holdning, vel ikke hans forhold til dets
døende kunstformer, men til den fornyelse af menneskeaänden, den
rige og varme menneskelighed, som var arven fra det 18de
aarhundrede. Nicolai Wergeland er en af de mænd, som — forbi
den politisk-romantiske reaktion — fortsætter den ældre slegts
gjerning, og savnede han end flere af de egenskaber, der var
nødvendige, for at han kunde virke dybere ind i den nationale
udvikling, havde han dog den lykke, at det bedste og betydeligste, han
havde følt og tænkt, blev grebet og udviklet af hans søn.
I virkeligheden kulminerer den optimistiske frihedsbevægelse
fra forrige aarhundrede i Norge først hos Henrik Wergeland.
Mens den overalt i Europa baade litterært og politisk mødes af
en modbevægelse, forekommer der hos os neppe nogen saadan
afbrydelse, — tvertimod faar bevægelsen ved den lykkelige udgang
af krisen i 1814 saa sterk næring, at de reaktionære forsøg fra
regjeringen senere ingen medbør finder, og er der end enkelte af
de frisindede embedsmænd fra 1814, som nogle aar efter viser
mere tilbageholdenhed eller endog søger at undergrave sit eget
verk, saa er denne frontforandring kanske mere et tegn til en
anden opfatning af praktisk-politiske forhold, end den er udtryk for
en anden mindre frisindet aandsretning, og er der dem, hvis
begeistring begynder at blegne saa har den frie tænkning til
gjengjæld slaaet dybere rødder hos andre og fremfor alt i
samfundsklasser, der hos os tidligere havde staaet saagodtsom udenfor
tidens aandelige rørelser. Da endelig en efterdønning af den
europæiske reaktion, væsentlig i tilknytning til litterære foreteelser,
som dansk efterromantik,2) naar os i trediveaarene, har allerede
*) Man kuncle lier bl. a. henvise til debatterne om den alm. værnepligt i
de første stortingssessioner, hvor tiere repræsentanters frisind meget snart viser
en mindre entusiastisk karakter.
-) Allerede tidligere liar’ vistnok vor digtning havt aflæggere af tysk
romantik (Maurits Hansen), men disse aflæggere var dels af ringe værd og
interesse, dels trivedes de udmerket sammen med ligesaa tarvelige frembringelser
af den ældre litteratur. Hos os forekommer ingen sterk litterær brydning som
f. eks. i Sverige: Kot.zebue og Fouqué dyrkes uden anstød side om side. Først
med Welhaven kommer kritiken og brydningen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
