Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285
melig beregnet mand," (O. Skavlan), men „det er umuligt at negte,,
at hans liv og optræden i hans tidligere alder langt mere tyder
paa lidenskab end beregning, paa hensynsløs paagaaenhed og
stiv-sindethed og hang til overdrivelse og voldsomhed, parret med
ærgjerrighed og ubetænksom vild heftighed, naar han først kom i
affekt, end paa betænkt, slu forsigtig fremgangsmaade, skjønt han
maaske har havt noget. af begge egenskaber — (bondesluhed og
stivsindet trods)". (D. S.: Henrik Wergeland s. 12).
III.
Om arten af Nicolai Wergelands veltalenhed kan man danne
sig et begreb gjennem hans trykte taler. Endel af disse taler er
gjengivne i Henrik Wergeland: „Norges Konstitutions Historie".
Blandt hans prækener fra tiden i Kristianssand er der to, den ene
at 30te oktober 1814, den anden af nytaarsdag 1815, som er af
helt politisk natur og senere ogsaa trykte som politiske indlæg;
i dem begge priser han nordmændene lykkelige i anledning af
foreningen med Sverige; samtidig sparer han ikke sine modstandere
eller den gamle fiende, Danmark.
„Kristianssand har talt", slutter Wergeland et af sine
foredrag *). Det er retoriken fra den franske revolution, som er hans
mønster, den blomstrende „klassiske" veltalenhed, hans sprog minder
undertiden om Kobespierres pyntede orationer. Mirabeaus skarpe
blinkende ordkunst, saa skjøn og saa fint beregnet, der i
virkeligheden stod den bedste romerske retorik nærmere, blev vel dengang
ogsaa beundret hos os, men det gik, som det ofte gaar: netop
fraserne, glitterstasen hos ukritiske eller opblæste retorer fristede
mest til efterligning; og Wergeland har tydelig studeret disse de
deputeredes fraser. Det er iøvrigt ikke forunderligt, at en teolog af
det attende aarhundrede, der har uddannet sig efter tidens
geistlige retorik, det salvede billedsprog, som vi bl. a. kjender fra
Nordahl Bruns „Hellige Taler",2) let maatte glide i denne snare:
revolutionsmændenes deklamation faldt naturlig for hans tunge.
x) Det nedenfor omtalte af 12te april 1814,
ü) Pavels veltalenhed er ikte af den pompøse bredde som Bruns, den er
mere lyrisk smægtende, men baade han og den imposante Bein hører dog til
den samme skole (se f. eks. Pavels’ ligtale over Hount). En enklere,
naturligere stil møder vi hos Nils Stockfleth Schultz.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
