Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens von der Lippe: Den sixtinske madonna - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301
II.
Den eneste paalidelige efterretning, vi har om billedet fra
dets første tid, skriver sig fra den italienske maler Giorgio
Va-sari, som i sine berømte kunstnerbiografier nævner det med
følgende ord:
„Fece ai monaclii neri di San Sisto in Piacenza la tavola del
altare maggiore, dentrovi la Nostra donna, con San Sisto et Santa
Barbara, cosa veramente rarissima et singulare."
Af disse linjer fremgaar det altsaa, at Rafael for
benediktinermunkene ved kirken S. Sisto i Piacenza har malet et billede med
madonna, St. Sixtus og Sa. Barbara, og at billedet endnu maa
have befundet sig paa høialteret her omkring 1550, da Vasari
formodentlig selv har seet det.
I to hundrede aar ved vi saa intet sikkert om billedets skjæbne;
ved midten af det attende aarhundrede dukker det op igjen, da
maleren Giovanni ni paa August den tredjes vegne indleder
forhandlinger om at kjøbe det, og i 1754 erhverves det for den
dengang uhyre sum af 20,000 dukater (400,000 rm.) og føres til
Dresden, i hvis galeri det siden har havt plads.
Som man ser, beretter Vasari intet om billedets oprindelse eller
tilblivelsesaar, og heller ikke fra andre kilder ved vi noget herom.
Dets store ulighed med Rafaels øvrige staffelibilleder, navnlig
arbeider som Madonna della casa Colonna i Berlin, casa d’Alba i
St. Petersburg, della Sedia i Ufficierne, der alle skriver sig fra
mesterens ophold i Firenze, skyldes den opfatning, der i lang tid
har været den raadende, at Madonna Sistina er malet i Rafaels
sidste leveaar i Rom.
Vasari fortæller imidlertid, at Rafael netop i denne periode
af et kunstnerlune havde fundet paa at tilberede sin sorte farve
med lampeos, hvis sværtende virkninger viste sig saa ødelæggende
for billederne, at de allerede, da Vasari saa dem efter en knap
menneskealders forløb, ikke mere stod til at redde*). Da
saadanne virkninger ikke i mindste maade kan spores i
Dresdener-billedet, har yngre forskere været tilbøielig til at rykke dets
tilblivelsesaar saa langt frem som til 1515 — en tid, hvor Raffael
væsentlig var beskjæftiget med freskomalerier — tor paa denne
maade at bortforklare uoverensstemmelserne med de øvrige
olje-billeder.
x) Et bevis for rigtigheden af denne Vasaris beretning har vi i
„Transfigurationen" i vatikanet, hvor man skal have rig leilighed til at overbevise sig
om sodens ødelæggende virkninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
