Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - IV (Fortsettelse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
Naboskab", „Corsikanerne". Tildels er stykkerne plumpt bearbeidede
af N. T. Bruun. Betegnende for den rolle, Kotzebue spiller,
er en feiltagelse i et privatbrev, meddelt i H. I. Huitfeldt-Kaas
„Christiania Theaterhistorie", hvor brevskriveren i anledning af
opførelsen af „Die Räuber" taler om stykkets „udødelige forfatter,
Kotzebue": alt stort maatte formentlig komme fra Kotzebue. Fru
Dunker siger om „De to Brødre", der gaves som
indledningsfore-stilling 1799 i det dramatiske selskab: „Under hele denne
Forestilling var jeg som i Himmelen."
Saadan er den litterære atmosfære i Norge, da Wergeland faar
embede i Kristianssand. Den lille novelle, han har indflettet i
sin „Haldor Smek", viser ogsaa, at han nu har fundet nye monstre,
Sternes lette og fine sentimentalitet er afløst af en raaere art.
„Betragtet som Hovedstadens Skjønhed var Nanna udsat for det
første Kjøns Tilbedelse, det andet Kjøns Misundelse og begges
Forfølgelse. — Men den Rigdom af Yndigheder, Naturen syntes
at have ødslet paa dette Pigebarn, var ogsaa det eneste, man
troede at burde misunde hende." „Hendes Sjel var blid, høj og
ædel." Nanna tilbringer „adskillige Aar i den fromme
Beskjæftigede at ernære sin Fader og sin Mosina" (et forladt Barn, som
hun har taget til sig). Saa optræder en ung mand ved navn
Hybnesor, „bekjendt ligesaameget for sit tækkelige Udvortes, sin
Ædelmodighed, Levemaade og Vittighed, som for sit udsvævende
Liv, sit Svir og især sit rasende Spil." (Navnlig dette sidste er
et næsten staaende træk hos de unge mænd, der uden at være
onde, bringer sin familje i fordærv; v. Wallenfels i Ifflands „Spilleren"
er typen, der gaar igjen). Hybnesor og Nanna elsker hinanden,
men Hybnesor er adelig, og lians fader, som heri ligner andre
adelige fædre i de „lærerige sørgespil", modsætter sig forbindelsen.
„Dette Tordenslag midt i Haabets saa blide Vejr knuste Hybnesor.
Han dulgte Brevet for sin Elskede. Men Nannas Ære maatte
reddes. Tiden var nær. De blev virkelig viede. „Har jeg vanæret
min Familie," tænkte Ynglingen, „har jeg mistet mine Forældre, jeg
vil dog ikke tabe alt, ikke vanære, ikke miste min Nanna" (v.
Wallenfels har lignende udbrud). — Ved ordentlig Vandel var det lians
Forsæt at ernære den, han nu havde bundet sig til." Selvfølgelig
gaar det anderledes: skurken, Xaver, indfinder sig, og det lykkes
ham „ved sine djævelske Bestræbelser at trække Hybnesor ud af
Nannas eller Dydens Arme, ned i den Pøl, i hvilken han selv
tumlede sig." Efter en mængde rædsler ender historien, der er
ligesaa slet sammentømret som den er uoriginal, dermed, at Hybnesor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
