Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Nicolai Wergeland - IV (Fortsettelse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
en fornemmelse af det utilstrækkelige i sin evne, og andre
interesser traadte i forgrunden. Imidlertid er den følsomhed, der gjør
sig gjældende i sidste del af „Haldor Smek", uden tvil et
naturligere udtryk for hans temperament end det lette og vittige skjemt,
som han forsøgte at aflure Sterne. Nic. Wergeland er trods sin
svaghed for ordspil og vitser kun svagt udrustet med lune, hans
vid former sig gjerne som satire, som skarp og træffende kritik,
han mangler smidighed og bonhommie. Men der stikker meget
af en kunstner i ham. Og det gjælder ikke bare hans
patetiske retorik, som samtiden beundrede. Det fremgaar af hele hans
følemaade, af hans dristige og uklare ungdomsdrømme, af den
varme og mandige forstaaelse for digterverkets indre liv, som
vi møder i hans senere kritiske virksomhed, interessen for det
væsentlige, for den levende organisme bag formen. Han havde megen
poetisk og liden artistisk sans. Artisten, der ser det bestemmende
og betydningsfulde i formen, var ham egentlig dybt imod. Og
denne følelse gik iarv til hans søn, den store poet og daarlige
artist. Welhaven var artisten; her mødtes fader og søn i fælles uvilje.
Der fandtes en dyb instinktiv modsætning.
Som søn af det attende aarhundrede er Nic. Wergeland
desuden tilbøielig til at betragte det æstetiske med andre øine end
romantikeren, ikke som en særlig kultus, et skjønhedens frimureri,
men som et led i det menneskelige, i intim sammenhæng med andre
livsmagter. Hans opfatning var, som vi senere skal se, paa samme
tid friere, mere overlegen end romantikens, og mindre klar, mindre
gjennemtænkt: undertiden savner han ogsaa kunstnerisk linfølelse.
Hans ungdoms følelsesudvikling er tildels bestemt af Rousseau.
De impulser, hans skjønlitterære forsøg nærmnst antyder, har
forholdsvis ringe betydning. Men fransk oplysningskultur, og da særlig
Rousseau, har øvet en indflydelse, der blev afgjørende for hele
hans liv. Det viser sig i stort og smaat. Ganske eiendommelig
kommer det tilsyne i træk, som hans datter meddeler:
„Han havde det Princip, at den vilde Natur ikke maatte
•stækkes. Det Naturlige var det Smukkeste. Han nænnede aldrig
at hugge et Træ ned og Intet kunde oprøre ham mere, end den
Operation, man hertillands kalder at „gane" Træerne, som han med god
Grund kaldte Amputationer, og som jeg ogsaa tror at vi norske har
arvet direkte ned fra ßirkebenerne. (Hvad vilde han have sagt,
om han havde seet vor Frelsers Gravlund mishandlet paa den
Maade!) Den kraftige Trævæxt, hvormed Gaarden var velsignet,
havde derfor tilfølge, at alle vore Udsigter groede til. Hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
