Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Sulamit - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.376
4de scene.
De forrige. Siden hyrden (ved gluggen i muren).
Sulamit.
Hør vennens røst igjennem dalen klinger,
let som gazellen han paa bjerget springer;
nn staar han alt ved havemurens glug.
Mig kvæger vennens røst lig morgendug!
Hyrden.
Staa op, min elskede! og kom herud!
Naturen kastet har sit vinter skrud.
Endt er de mørke, taagesvangre dage;
ti sangens tid med vaar er vendt tilbage
med favnen fuld af blomster lig en brud.
Og turtelduen, somrens varselsbud
har ladt sig høre. — Figentræet knoppes,
og vinen ranker sig i løn og duppes.
Staa op, min elskede! og kom herud!!
— Lad vennens ord en gang dit hjerte røre.
O duelil! flyv ud fra klippens bryst.
Vis mig din skabning, lad din stemme høre;
væn er din skabning, yndig er din røst.’
Sulamit.
Kom, skynd jer, lad os fange
de mange ræve smaa,
der herjer vore vigner,
som nu i blomster staa.
Min er min ven, min elsker,
og ene hans er jeg;
han frydes ved den lilje,
der vokser paa hans vei.
(Pause)
Det skumrer i dale; —
•se, natten den svale
sig sænker og skiller os, elskede ven!
Det lider mod kvelden;
ti rap som gazellen
fly atter tilbage til bjerget igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
