Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Sulamit - 2den akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.377
2deii akt.
En terasse udenfor Salomons sommerpalads paa Libanon.
Is te scene.
Sulamit. Jerusalems kvinder.
Sulamit
(fortæller).
I kveld jeg søgte den, min sjæl har kjær;
jeg flakked vildsomt om i stjerneskjær.
— Da tænkte jeg: du søge maa i staden,
paa torvene hvad eller mon paa gaden? —
Jeg søgte ham; men nattens timer randt,
og ei mit hjertes elskede jeg fandt.
Jeg spurgte vægteren i morgenskjær:
„Sig, har I set den, som min sjæl har kjær?"
Jeg vakled videre, kun et par skridt,
da saa jeg ham, jeg liar mit hjerte givet,
omfavned ham og drog ham hjem til mit,
til moder, — hende, som mig skjænked livet.
(Pause)
O Zions døtre! sverger mig med ed
ved markens hind og bjergenes gazeller,
at I ei mer vil plage os, ei heller
forstyrre os, men lade os i fred.
En kvinde
(speidende).
Hvad er det for en myrrhaduft, en sky,
der hvirvles op bag hyrdeleirens telte?
En anden.
Se, kongens bærestol, en prægtig ny,
omgiven af en vagt af Isra’ls helte;
fuldt rustet er den seiersæle skare
til vern mod ørkens søn og nattens fare.
En anden
(til Sulamit).
Af cedertræ er bærestolen gjort,
af sølv dens piller og dens hvalte port,
af drevet guld dens tag. — Og se, dens sæde
betrukket med et udsyet purpurklæde
har Zions døtre bræmmet med en bord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
