Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ann Margret Holmgren: Virgo immaculata
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.391
havde seet og lyttet til noget fra et endeløst fjerne, hvor tid og
rum ikke eksisterer, og hvor „tusind aar er som en eneste dag".
Den smidige, vakkert udstrakte krop, de store, aabne øiner
den hue, halvaabne mund, de smaa hænder, som lig rosenrøde
skaaler ståk op fra de grønne blade — alt forenede sig til
den fylde af legemlig og aandelig skjønhed, som i dette øieblik
straalede ud fra hele heneles væsen.
Hun laa eier som en aaben blomsterkalk modtagende bud fra
ukjendte verdener.
I aandeløs spænding havde jeg lyttet til hendes orel, i
aanele-løs spænding betragtede jeg hende og forekom mig selv at være
vidne til en vidunderlig virkeliggjørelse af den skjønneste myte.
„Ser du," sagde hun et øieblik efter, „eier er to mennesker i
mig, et jordmenneske, som gaar omkring og steller meel
daglige-pligter — det er bare skallet — og et aanelmenneske, som lever
det egentlige liv — det er kjernen. Du forstaar vel, hvor
anstrengende det maa være at eksistere paa to forskjellige steder —
stadig leve to forskjellige liv. — Det er dette, som gjør mig saa
træt, saa syg; dette kan jeg ikke sige til lægerne, de vilde ikke
forstaa mig."
Jeg svarte ikke. Da reiste hun sig op og saa forskende paa
mig. — „Du forstaar mig vel?" sagde hun nølende, og eier kom
noget skræmt i blikket.
„Jeg baade forstaar og forstaar ikke," svarte jeg
undvigende.
„Ja, ja, du vil iallefalel en gang forstaa det altsammen — det
er jeg vis paa — det føler jeg paa mig."
Og saa lagde hun sig ned igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
