Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.402
Renæssancens mennesker, som var saa fuldt og sterkt optagne
af sit eget, af livet i deres indre, og livet, der skinnede udenfor, havde
ingen udpræget evne eller tilbøielighed til at sætte sig ind i fremmede
sjælstilstande1: en ridderlig digter som Ulrik v. Hutten har ingen
interesse af at efterforske sjælelivet hos en tysk bonde.
Og disse mennesker, der er saa sterke naturer, er heller ikke
synderlig skikkede til at fordybe sig i naturstemninger : de tar naturen
som den er. Men den kunstneriske interesse for natur og for folkeliv
har altid været organisk sammenhængende.
Imidlertid ser man, at der allerede fra renæssancen arbeider sig
frem en naturfølelse af mere reflekteret art. Den kommer navnlig
tilorde i efterligningen af den antike hyrdeidyl. Denne poesi blir
et udløb for menneskesindets blødere stemninger. Fortrinsvis er
hyrdedigtet en omskrivning af et kjærlighedsforhold — en digter og
elsker finder behag i at gi sine følelser denne sirlige form, det er en
hyldning af den elskede’ kvinde. Men ved siden af er der i
hyrdedigtet en hengivelse af anden art, en følsom fordybelse i det
elskovs-indbydende landskab, en glæde ved de landlige forholds uskyld og
enkelhed. Det er denne glæde, der paa samme tid udvikler
natur-følelsen og sansen for folkelivet.
Som sagt: datidens bonde blev ikke gjerne betragtet som faktisk
tiltrækkende. Det var derimod den antike hyrde. For ham havde
de klassiske litteraturer, de ophøiede mønstre, vedkjendt sig. Saa
blev da det smukke landskab befolket med græsk-romerske hyrder —
og tidens kavallerer og damer iførte sig deres klædebon.
Et og andet træk fra virkelighedens bondeliv sneg sig ind.
Forestillingen om hyrdelivets skjønhed er den nødvendige forudsætning
for det ideal, en senere tid har fundet i bondelivet. Forsaavidt kan
man si, at den moderne bonde i litteraturen nedstammer fra den
antike hyrde.
Men der er andre forestillinger, som har grebet betydningsfuldt
ind i denne udvikling. Og disse tilhører et helt forskjelligt omraade.
Den værdighed, bonden senere skulde vinde i litteraturen, beror ikke
mindst paa den maade, hvorpaa man allerede fra renæssancen
begynder at betragte agerdyrkerens stilling i den sociale økonomi. Antiken
havde gjennemgaaende liden respekt for agerdyrkeren, navnlig spiller
han en lidet hædrende- rolle i Grækenland, jordarbeidet overlodes
gjerne trællene. En talrig slavekaste er altid ensbetydende med
rmgeagt for det legemlige arbeide, jorddyrkning og haandverk.
Klarest fremtræder denne opfatning i Platos idealstat, hvor de egentlige
statsborgere kun er filosofen og krigeren. I det ældre Rom havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
