Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.410
leg har her faaet en inderligere klangbund, den er kommet naturen,
den virkelige, levende natur nærmere.
Men hos ingen af disse kunstnere er der noget tegn til større
interesse for folkelivet. Naar landmanden nu og da optræder, er det
fremdeles gjerne som malerisk figur i landskabet, — som f. eks. i
Gyllembourgs "Sommerqvæde", hvor digteren glæder sig over at se
slaattekarene ved deres arbeide, se bondepigerne deltage i skuren i
klædelige nationaldragter.
Det typiske udtryk for den lærerigt naturmalende poesi er
Oxen-stjernas "Skördarne", hvor vi finder den samme opfatning af bonden
som malerisk tiltrækkende. Det er ikke hans sjæleliv, men hans
ydre skikkelse, hans virksomhed i skog og mark, der har digterens
interesse.
I Sverige er det ikke bondelivet, men byens, Stockholms,
folkeliv, der først kommer til at spille en rolle i litteraturen. Men hos
den, der fremfor nogen har afvundet dette folkeliv en eiendommelig
poesi, hos Bellman, møder vi tillige en naturfølelse, frisk og rig og
ømt modtagelig, en mere umiddelbar glæde ved naturen end hos nogen
svensk digter før ham. Han benytter endnu en og anden sirlig
omskrivning fra hyrdepoesien, men forholdet er nu blit et andet: det er
ikke længer en ideal hyrdeverden, vi befinder os i, vi beundrer ikke
mere det elegante optog af damer og kavallerer; Bellman bruger disse
omskrivninger helt skøieragtig, hans hyrdinde er den glade pige, Ulla
Wiinblad, det er pludselig virkeligheden, som er rykket ind, og
Bell-mans geni lader os føie, at ogsaa gadens og kneipernes brutale
virkelighed har sin poesi; ogsaa her fremtryller han et ideal.
Med Bellman sprænges i virkeligheden den svenske hyrdepoesi.
Ulla Wiinblad er den sidste hyrdinde. Bellmans naturglæde og hans
glæde ved virkelighedens skjønhed varsler en ny tid i poesien, en tid,
der ogsaa skulde finde den svenske bonde poetisk.
Udviklingen fra hyrdepoesien til den svenske romantik, fra
Bellman til Almqvist, gjør imidlertid en lang omvei — om Nordens oldtid.
Denne udvikling forberedes ligesom i Danmark af den sociale
interesse for bonden, af den politiske bondevenlighed, af den nye
vurdering af bondens betydning for samfundet, som er kommet til orde
hos fysiokraterne. Thorild betoner f. eks., at bondens stand er den
"første", den der begrunder et civiliseret samfund, — at han er "alles
far", den hvis brød man lever af, den hvis uld man klæder sig med. —
Imidlertid lader den forvandling, som landlivets repræsentant
gjennemgaar under indflydelse af sagalitteraturen, sig bedst følge i
Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
